Jonathan var ikke til at få til at falde i søvn igår. Han var ikke umulig eller utrøstelig – han var bare en møvehoved, der ikke ville sove. Og så var det, jeg alligevel fik lov til at opleve nogle magiske øjeblikke med min søn.
Jeg sang en vuggevise for ham – så mange gange at ordene må have runget i hans hovedet i ren monotomi. Men der – i nattens mørke – indhyldet i træthed og overmod, var der alligevel en kontakt, der fik mig til at huske hvorfor, det er så fantastisk at være mor.
Min stemme alene – uden berøring – og uden anden dikkedar – Min stemme alene fik min søn til at falde i søvn. Han lå og så op på mit ansigt mens jeg sang. Han så mig så dybt i øjnene i nattemørket, at alle hæmninger var væk.. Normalt vender man hovedet på et tidspunkt, når øjnkontakten bliver for dyb, men Jonathans ubegrænsede kærlighed og tillid til mig og hans barnesind, gjorde at han bare så mig dybt, dybt i øjnene – mens jeg sang.
Og langsomt – uendelig langsomt begyndte øjnene at give sig. Først i hurtige blink – derefter i langsommere og mere dovne blik – og til sidst var man ikke helt sikker på, om han ville holde dem åbne eller lukkede.. Tilsidst vandt søvnen.
Min lille søn – for hvem ro og tryghed kan findes i noget så simpelt som min stemme.
Den lille søn er 8 måneder gammel i dag !