Jeg skulle til tandlægen. Jeg tror de fleste, der har fulgt min dagbog gennem månederne, ved, at jeg har haft Jonathan med til tandlægen – uden den helt store succes.. Faktisk har jeg ammet i en tandlægestol med hele munden fuld af instrumenter – med en klinikassistent og en tandlæge ved min side… Spooky..
Se- det ville jeg ikke denne gang. Det var bare et almindeligt tandeftersyn, der skulle overstås. Så for første gange nogensinde – skulle jeg være adskilt fra Jonathan mere end en time.
Kl. 11:10 skete det. Jeg gik ud af døren – uden dyne og Jonathan – uden pusletaske og legetøj.. Uden sved på panden og træthed allerede inden jeg var komme ud af døren. Jeg gik bare ud af døren med en bog under armen!! En voksenbog vel og mærket – uden billeder – og lavet af papir.. ikke i bidevenligt stof. Det var så mærkelig en fornemmelse.
Min tandlæge bor nærmest i Langbortistan i forhold til hvor jeg bor – men han er den bedst, så jeg vil ikke bytte ham for noget. Men turen kræver en 35 minutters bustur – og 5 minutters togtur..
ALene at gå ind i bussen ! Det første, jeg bemærkede, var at der stod en anden barnevogn – "Åh nej – så er det ikke sikkert jeg kommer med" nåede jeg at tænke for jeg kom i tanke om, at det er Jonathan, der fylder en barnevogn – ikke mig. Jeg gik ind af fordøren til bussen..
35 minutter – hvor jeg bare kunne læse, som det passede mig. Og så var det, jeg opdagede, at jeg IKKE har glemt at læse – jeg læser bare ufattelig langsomt, når jeg hele tiden skal løfte blikket, for at undgå, at min søn spiser en sytråd eller at han slår sig selv i hovedet med en rangle. Der i bussen gled teksten bare – og bogen var levende og god.
Tandlægen kom med de sædvanlige sorte fremtidsperspektiver "Ja – altså din visdomstand skal jo nok ud – og så har du lige 6 plomber, der skal skiftes" (Man kan nærmest hører kasseapperatet klirre i baggrunden) Jeg fik en dobbelttid om 6 måneder – og gik glad derfra.
Jeg følte mig som en tyv om natten – men besluttede mig for, at jeg altså ville gøre det alligevel.. Jeg så mig over skulderen – og skyndte mig ind på en MacD – hvor jeg bestilte kaffe og kage – og satte mig ned og læste – igen uden afbrydelser.. Åh.. hvilken saglig fred – åh hvilken gave bare for en stund ikke at have ansvaret om min søns forgodtbefindende på mine skuldre. Jeg stjal mig til 45 minutters absolut ingenting..
Da jeg endelig kom hjem – 3,5 time senere, havde alle overlevet. Faktisk lå Jonathan på gulvet og grinede lidt af sin far, der sad ved computeren og ordnede verdenssituationen.
Men det dejligste var alligevel, at det øjeblik, Jonahtan hørte min stemme i gangen, moslede, krøb og kravlede han mig i møde – og stak mig jordens største smil – som et KLART tegn på, at jeg var MEGET velkommen tilbage..
Se – nu kan jeg godt klare 7,5 måned mere 🙂