Vi – min datter, Jonathan og jeg, tog på kælkebakken igår. Med os havde vi en anden familie – der også gerne ville udfordre det våde element – og de hurtige fald.
Jeg husker mine barndomskælketurer – som heldagsture – ja nærmest hele weekendsture med overnatning i iglooer undervejs. Jeg husker timer efter timer i sneen – kastende sig ned på kælken og hvine ned af bakken i susende fart. Jeg kan da godt huske, at man ofte kom til skade på en eller anden måde – men der er et "Far til fire" skær over min hukommelse.
Så igår var min datter, hendes veninde og Jonathan på kælkebakken. Vejen derover forcerede mor – forrest med barnevognen – og efter sig slæbende på en kælk to tossede og sne glade piger. De grinede og hjuede hele vejen.
Da vi kom til kælkebakken, kastede min datter sig ud i snevejret glæder med en hjertelighed og en modighed, så moderen stod og blev helt varm i hjertet ved bakkens fod. "Af banen af banen – her kommer bananen" blev der råbt ikke så få gange. Bakken blev prøvet alene – og med veninden.. Med veninden foran, veninden bagved.. og med venindens far, som kælk.. Det sidste gik naturligvis galt.
Jonathan fik en lille tur med sin søster – men Jonathan har en pyldremor til mor, så det var ikke mange meter, den stakkels dreng fik lov at udfordre elementet. Ellers måtte han nøjes med at sidde i sin barnevogn og se på – når han da ikke fik en lufttur af mor…
Men min hukommelse har huller – må jeg erkende – for når sneen indhylder Danmark – så er det også den tid på året, hvor det hurtigt bliver mørkt. Så når man ankommer til kælkebakken kl. 14, så har man faktisk kun knap 2 timer før mørket falder på.
Jeg fik i forvejen hjem – og så tog venindes familie datteren med hjem.. Og så lavede jeg ellers cacao med flødeskum, som jeg kan huske jeg fik, da jeg var lille. Det eneste der manglede var det varme skumbad lige når man kom ind af døren, for at få varmen tilbage i kroppen..
Nu kan jeg huske, hvorfor sne er fedt :-)