Det er med slet skjult stolthed, at jeg hver torsdag pakker alle mine pakkenelliker sammen og med baby og datter, drager på rideskolen. Når jeg sidder der og ser min datter – der med rank ryg – og god rytme sidde og hoppe op og ned på månedens pony (som denne måned er Samson) i rask trav, bliver jeg så stolt. Stolt over, at hun har overvundet MEGET af sin frygt – og stadig arbejder med det.
Det ved hun naturligvis ikke- Hun tror bare, hun går til ridning.. Men når man ser på den første gang, hun gik til ridning og så idag – så er der sket en kæmpe udvikling. Første gang havde hun end ikke lyst til at komme ind i stalden – for hendes pony var en af de bagerste – og der var ALT for mange ponyer, der havde mulighed for at sparke hende på vejen mod ponyen. Det skulle hun ikke nyde noget af.
Nu 4 måneder efter – er hun igang med at lære at sadle op. Hun strigler selv ponyen og vi skal igang med at lære hende at rense hove. (Hvilket kræver at min lille bitte pige skal stå med den kæmpe store pony"fod" i hånden) Når ponyen er klar, er det min lille bitte 1,2 meter pige, der med tøjlerne i hånden ALENE går hen til ridehallen med sin kæmpe kolos af en pony.
Den første gang, hun skulle trave – var med far ved hendes side. Hun sad på ponyen og modige tåre drev ned af hendes kind – så det var lige før den stakkels hest red i en konstant sø.. Hun var så bange.. for hun var jo bare en lille bitte pige – og neden under hende var en kæmpe, kæmpe pony (som næsten er 1,2 m over ryggen) som har sin egen vilje.
Idag sætter hun selv ponyen i trav – uden mor eller far skal hjælpe på nogen måde. Hun har fuld kontrol over hesten i trav – og hun ser kanongodt ud når hun rider. Hun kan tage et lille bitte spring med heste … Det er vel nærmere et skridt hen over en bjælke på jorden – men det kan hun nu få ponyen til i trav.
Idag er hun rædsenslagen for at ride galop. Det kan jeg sådan set godt forstå.. Det er det næste skridt – og det ser meget voldsomt ud. Men skal man blive bedre til at ride, så må man bare det skridt med. Og angsten må sluges. Hun ved det godt. VI har talt om det MANGE gange – både da hun skulle til at trave – og nu hvor hun skal til at galoperer. Der går kun nogle få uger – nogle få ridetimer – så er angsten for galop også overvundet.
Men jeg sidder på sidelinien og ser alt det hun lære – som hun ikke selv opdager. Hun har lært, at hvis man er ked af det, når man sidder på en pony – så stikker man IKKE i et højlydt vræl – for så gør man ponyen forskrækket – og så kan man være sikker på, at det går HELT galt. Hun har lært, at nogen gang SKAL hun tage styringen.. Hun alene skal få ponyen til at lystre. Og det er svært, når man har med et dyr at gøre, der alene vejer 10 gange mere end en selv.
Hun har også lært, at hun på et eller andet tidspunkt falder af ponyen. Det er ikke sket endnu – hvilket jeg er glad for – for så er jeg ikke sikker på, vi var kommet så langt. Men nu er hun ved at være "parat" – idag vil hun kunne tackle at falde af – og mest af alt: At komme op igen.
Alt det ovenstående er jo først og fremmest min datters præstation – men hun har ikke gjort det alene. Hun har en ridelære – Mette – der i den grad forstå at presse ungerne til liiiiiggge at prøve – bare een gang. Det er også hende, der insisterer på, at man hopper op på ponyen igen, hvis man falder af… Hendes lærer forstår lige at være på den grænse, hvor hun på den ene side ikke må presse ungerne til at gøre noget, de ikke magter – men på den anden side at forlange, at de rent faktisk prøver deres yderste – inden de giver op. Det er imponerende at være vidne til.