Min datter har taget ufattelig flot imod sin lillebror. Først og fremmest knuselsker hun ham. Men hun er også ærlig – når jeg spørger hende om hun ikke over vil have en lillesøster – eller måske en lillebror mere- siger hun "nej tak". Ikke fordi hun ikke holder af Jonathan – men fordi to vil være meget for hende… Hun har fået det hun drømte om – Jonathan ER født.
Min datter har haft sin mormor altid. Mormor prøvede at tage forbehold for nye børnebørn – men deres forhold har alligevel altid været noget særligt. Min datter er hjemme hos sin mormor hver onsdag. Så spiser de æbleskiver og drikker kaffe, nørkler med håndarbejde og leger med computeren.. Eller også snakker de bare sammen. Min mor er gået langt for, at min datter skulle være glad for at komme der. Der er indkøbt legetøj (- som mormor gør et stort nummer ud af – at det er MORMORS og derfor ikkke min datters – netop hvis der skulle komme endnu et barnebarn) og min mor har forskanset sig med en hel vennekreds med børnebørn – så der altid er nogen at tage i svømmehallen med eller gå i skoven med… også med andre børn.
Men jeg tror alligevel ikke vi helt har været bevidste om, hvor meget mormor var min datters.
Til julefrokosten spurgte min mor min datter til råds om, om der skulle være et børnebord. DET ville min datter gerne have. Men jeg er ret sikker på, at hun mente, at et børnebord ville inkluderer hendes lillebror.. Så da mor sad på een side af Jonathan og mormor på den anden – ved voksenbordet – så var det dumme børnebord alligevel ikke helt så godt, som det var tænkt.
Senere – en onsdag – havde hun ret markant give til kende, at Jonathan altså var MØJ irritereden ved at tage hans billed ned fra væggen !! Mormor og hende fik en snak – og mormor fandt ud at, at min datter indimellem føler, at mormor glemmer hende, når Jonathan er på besøg. Vi har løst det ved, at gøre onsdagene endnu mere hellige. Min datter bliver nødt til at lære, at mormor også er JOnathans mormor – men lige nu får hun mormor som helle. Og så ser Jonathan og jeg mormor mest når datteren er i skole – så mormor alligevel får det fine forhold til Jonathan – hun jo også skal have.
Der ER ikke jalouxi herhjemme i hverdagen – men jeg forstår godt, hvorfor det optrådte hos mormor. Mormor og jeg har talt om at huske at inkluderer min datter, når der er noget, der vedrører Jonathan – for gør man det, vokser hun – og føler at hun er "vigtig" – hvilket hun jo bestemt er i forhold til både os og Jonathan. F.eks. ved selskaber – så skal hun være medbestemmende om hvor Jonathan skal sidde – og mormor hører lige med hende, hvad det nu lige er Jonathan spiser.. og datteren får lov til at lave sengen til Jonathan – for det har hun "mest forstand på" … Alt sammen for at vise hende – at Jonathan er også mormor sønnesøn – men han er først og fremmest hendes bror. Den pædagogik virker utrolig godt herhjemme – i begrænset omfang naturligvis. (Hun skal have en fornemmelse af, at hun er medbestemmende, uden at hun på nogen måder overtager nogen former for opdragende funktioner i forhold til Jonathan)