Det er gået op for mig, at det ikke bare er min datter, der er speciel. Jeg har fundet ud af, at det er hele det folkefærd, der omtales som "piger" og efterfølgende kategoriseret i aldersklassen "omkring de 8 år", der er som min datter. Det er et studie værd.
Når man har en 8-årig pige, har man pludselig en pige, der faktisk kan det meste – og alligevel er hun så hjælpeløs, at man indimellem må tage sig til hovedet. Min datter kan alverdens ting på nettet. Hun kan engelske gloser – hun skriver og læser i et væk. Hun er utrolig god til at læse sin lillebrors signaler og behov – og hun kan stå op hovedet og lave de groovieste moves..
Men hun kan meget dårligt tage tøj på selv.
Hun kan læse i bøger helt uden billeder – og hun kan selv handle ind (i små mængder) men hun kan ikke dække bord.
Hun kan lave mad – og hun kan betjene vores komfur – når mor eller far står ved siden af – men hun kan ikke rydde op.
Hun kan diskuterer og argumenterer fornuftigt. Hun kan være med i en dialog og være med til at skabe løsninger – men hun kan ikke forstå en kort besked som "Tag din jakke på"
Det hun er værst til er at lede.. Det begreb er altså ikke noget godt begreb, for hver gang, der skal ledes efter noget, er vi sikre på, at det går galt herhjemme.. 🙂
"mor – hvor er min ridehjelm" (I ved – den meget store sorte tingeste – der trods alt burde være synlig med mindre den er lukket inde i et skab el. lign)
"Den ligger midt på dit skrivebord ovenpå dit tegnepapir".. HErefter går hun ind og "ser efter" ..
"Jeg kan altså ikke finde den" – udbryder hun opgivende efter noget der mindre om et mikrosekundt. "Har du set på dit skrivebord?" "Jaa…"siger hun og ruller med øjnene, som om hende der mor altså er godt åndssvag. ".. så når jeg går ind og ser efter, så er den IKKE på dit skrivebord?" …
Og så er det man går ind – og midt på hendes iøvrige meget ryddelige skrivebord, ligger hendes meget store og meget sorte ridehjelm. Så er det man som mor smiler og langsomt tæller til ti.
Verden ligger åben for den 8-årige. HUn er ved at få øjenene op for, alle de muligheder der er.. og hvorfor skal man så bruge tid på, at tage tøj på eller rydde op? Og når man nu lige koncenterede sig om noget spændende – så er det vel rimelig nok, at mor og far må sige tingene 10 gange.
Vi er ved at lære det – altså os voksne omkring hende. Vi siger nu tingene flere gange – uden at blive sure – tilgengæld er hun blevet bedre til at gøre tingene – når det er blevet sagt 5 gange..
Opdatering: Hun har lige lavet den ultimative… En gulvlampe står og LYSER.. Datteren og veninde skal bruge lampen og vil derfor gerne have den ind i stuen.. Datteren spørger derfor sin mor "Moar – hvor er ledningen til lampen?" Så kan man altså ikke gøre ret meget andet end at grine – og sige "jeg tror den hænger fast på lampen min pige"
234 dage