Jeg pakkede Jonathan og gik mig en tur – bare ham og mig. Han i joggeren – jeg pakket ind til den kolde vind og den bidende kulde.
Vi gik gennem et dovent Danmark – der endnu sov rusen ud. Vi mødte ikke mange mennesker – men på vores vej så vi resterne af nattens fest. Nogle enkelte leger fortsat med fyrværkeri. Vi gik videre ned i skoven.
Træerme er kolde. Vejene er tomme – og mørket kommer lige så stille listende og lægger sig som en vinterdyne over landet.
Luften er helt helt ren – og krystal klar. Det er en fantastisk ting, når det er koldt – alting virker renere.. Jeg er bestemt ikke den sidste til at brokke mig over snedriver og kolde tæer – men på min tur i skoven, kom jeg til at tænke på, at jeg da i grunden nødigt ville undvære den kolde luft på mine forpustede og hårdsarbejdende lunger. Måske er det det, der gør, at det er her i kolde Danmark jeg hører til 🙂
Efter 3 kvarter, hvor jeg fik grundigt til – og havde fået min puls godt op, kunne jeg mærke hvordan mit varme blod pumpede rundt i min krop og gav mig røde kinder… Jeg nød vindens kærtegn på mine kinder.
Kroppens varme mod naturens kulde.. Det skaber gnister og renser tankerne. Jeg skal derned igen i morgen.
(232 dage)