Med Jonathan i armene, skulle jeg lige ud fra vores venners hus igår. De bygger – og jeg VED, at jeg skal passe på, hvor jeg går – ligesom jeg ved, at der er et kæmpe hul lige på den anden side af døren.
Og når jeg nu ved det, så kan man da undres – men ikke desto mindre. Jeg gik eet skridt over dørkarmen og satte min fod ned og lagde alt min vægt -inkl. Jonathan – på den fod. Problemet var bare, at der ikke var grund under foden – først ca. 30 cm efter beregnet, stod foden fast – og da var det i en imponerende vinkel.
Havde du været i nærheden, havde du hørt det – det gjorde SÅ vanvittigt ondt. Men her kommer det underlige.
Det var et fald, så det battede – og alligevel formåede jeg at ligge Jonathan ned på jorden forsigtigt. Jeg forstår ikke helt hvordan – for der var ikke noget forsigtigt over den måde, jeg drattede omkuld på.
Det er da lidt fascinerende at man som mor har det så dybt i sig,at man skal passe på sit barn, at man – selv når man brøler af smerte – forsigtigt lægger sit barn på jorden.
Mit første ord – efter "VRÆÆÆÆÆLLLL" var også "Hvem tager Jonathan?".. Nu er det nogle gode venner, så de var såment allerede igang med både Jonathan og mig..
Nu humper jeg rundt med min hævet ankel. Jeg insiterede på at gå hjem alligevel (Det er kun en tur på 600 meter eller der omkring) og det hjalp da også lidt at holde det i bevægelse – at gøre noget. Her til morgen vågnede jeg til en øm øm fod..
Så det bliver en haltende juletræsdanser, der skal vise sin søn juletræet for første gang.