Det BLEV jul. Jeg sidder med tårer i øjnene efter min datter og jeg har pyntet juletræet. Hver lille juletræspynteting er blevet vendt i hånden – og hver ting har hun fået af vide hvor stammer fra. Jeg har pynt fra hendes mormor, hendes farmor, hendes mor – også fra da hun var barn. De dyrbareste, jeg har, er pynten fra hende oldemor – min farmor. Min farmor døde da jeg var 13-14 år gammel – og jeg har tænkt på hende hver dag lige siden. Hun var indbegrebet af kærlighed og familie for mig.. Hendes pynt kommer også på træet. Og på den måde bliver træet til en lang historie for mine børn.. for hele deres familie er repræsenteret.
Det var min datter, der valgte træet igår. Og uden at vide det, valgte hun et træ, der var godt Jonathan-egnet. Jeg tror mere hun har tænkt på ,at det var gaveegnet – for der er god plads fra juletræsfoden op til de første grene. Indtil gaverne kommer under træet, er det Jonathansikret – for der er ikke ret meget, han kan få fat på – og når gaverne kommer under – så er der en chance for, at de kan være der i år 🙂
Der er også lavet lidt pynt til Jonathan. På de nederste grene hænger en guldkugle i 100% ægte plastic – og nogle kræmmerhuse i stof – alle store nok til ikke at kunne blive spist – og i et materiale, at de både kan tåle at blive revet i – og forsøgt spist, uden de går i stykker.
Jonathan var hurtig på aftrækkeren. Guldkuglen var ægte lykke… Der er slet ingen tvivl om, at Byens yngste medlem af fodboldklubben nok en dag skal blive aktiv medlem – for han elsker alt hvad der minder om bold og kugler. Så guldkuglen fik sin sag for.. og Jonathan gav ikke op, før den var nede – og smagt på. Træet er stabilt og solidt – så han kan rive meget i det, uden der sker noget – selvom tiden hvor han kan være alene i stuen, nu er slut indtil julen er ovre.. og juletræet passé.