Der var ellers nok at smile af i netop den kupé. Ikke desto mindre smilede han bestemt ikke – den gamle mand, der sad midt i kupén – med den sorte strikhue trukket godt ned i panden.
Ved siden af ham sad kæresteparret, som de fleste ville have smilet af. De lyste af forelskelse og ungdomsmod – så man næsten ikke kunne gøre andet end at smile – og blive helt varm indeni over de minder man selv måtte have fra hinde tid.
Og vi sad så over for ham.. Den gamle mand, med de alt for mange rynker – ikke kun af alderdom – men også af irritation – og selvvalgt negativitet.
Jonathan sad veltilpas på mit skød – med en lille nissehue på hovedet. Han var godt tilpas efter en hel dag i selskab med rullemadressen og øreprikkeren Mattias. Han smilede og grinede ret meget, fordi hans mor sagde "biiip" i hans øre. Det er en lyd Jonathan er ret vild med – ingen ved helt hvorfor..
Man kunne godt se på ham den gamle mand, at Jonathans smil og fyldende livsglæde var mere end hvad en gammel mand kunne klare. I hånden havde Jonathan sine yndlings metal måleskeer. De larmer så herligt, når man ryster dem.. og så er det så sjovt at få mor til at bukke sig for at hente den op igen… og igen … og igen..
Fjerde gang, jeg rejste mig fra gulvet for endnu engang at give mit barn lidt stimulans i form af en gang metalskeer,- så jeg manden knække.. Han kunne ikke længere holde masken – og mange af hans rynker forsvandt – som smilet voksede om hans mund.
Kæresteparret kommenterede højlydt på den dejlig unge – og sagde "nååå" og "ihhh" på strategisk korrekte steder. Og til sidst var manden med den sorte strikhue slet ikke så gammel af se på. Jonathan fik et varm og kærligt smil af manden – og en lille kommentar "Sikke en dejlig lille nisse"
Jonathan sejrede – selvom han end ikke vidste at han kæmpede.