En 8 årig pige, er en pige, der begynder at skulle have privatliv. Det har vi længe kunne mærke herhjemme.. men den sidste udvikling er alligevel dejlig.
Vores fantastiske datter har altid skabt de mest utrolige universer i sit hovedet – og med hjælp fra Belville – eller Barbier – er der blevet udlevet mange eventyr og fortællinger. Fortællinger og eventyr, der er foregået bag en lukket dør.. Indtil nu.
Da far begyndte at arbejde hjemme, lavede han to borde i spisestuen. Et bord til fars værksted- hvor han har sine apparater og sit ultralydskar. Computerbordet til mor – med bogholderiet på – og den evigt fyldte "ind-bakke"
EFter jeg er begyndt hjemme, er det fast kutyme, at vi sidder sammen og arbejder med hver vores i spisestuen. Jonathan ligger ofte imellem os med sit legetøj og hygger. Vi kan snakke med ham og han har kontakten samtidigt med at mor kan få set lidt på momsregnskabet – og far får skifte kuglelejer på en af instrumenterne.
Det er vanvittig hyggeligt – at være sammen uden at være det. At være sammen, uden lyde – uden samtale – uden forpligtelser.
Og den har datteren lugtet, har hun. Nu sidder hun med sit legetøj på spisebordet – og kigger på os andre tre – mens hun kryper ind i sit eget legeunivers.
Lejligheden, der ikke kunne blive stor nok – have rum nok – er skrumpet. Vi bruger kun spisestuen. Faktisk så meget, at datteren skal have malet sit eget værelse – og derfor har vi rykket hendes seng og noget af hendes legetøj ind i spisestuen. Så nu kan hun også ligge i sin seng og se fjernsyn, mens hun er sammen med alle os andre. Skønt..
Det har virkelig være et aktiv, at kæresten blev selvstændig. Vi er meget mere sammen – kender hinanden meget bedre – alle sammen.