I februar/marts/april fulgte jeg med i adskillige pigers dagbog.. Piger, der alle var i kategorien "Snart gravid" – Piger, der alle drømte om, at NU skulle det være – NU skulle drømmen om barnet opfyldes. Måned efter måned: Var de to streger der.. Kommer menustrationen?
Mange af dem følger jeg stadig. Nu har de fået tal på.. Snart3/Heidi er hende, jeg bedst husker – og hun har jo født lige om lidt (0: Stenberg skrev også dengang om drømmene – om skuffelserne og om håbet om at næste gang.. Men ud over de piger, der lige om lidt får opfyldt drømmen, var der også Maibritt (også kaldet maibritt32 og mejse1971).. og bare tanken om, at hun endnu ikke er kommet tilbage, får det til at risle koldt ned af ryggen på mig. Hun har drømt og prøvet så længe.. Jeg ønsker hende virkelig alt det bedste – og håber, at grunden til, at hun ikke er kommet tilbage endnu er fordi hun har alt for tralvt med at være lykkelig gravid.
Min kæreste og jeg har nu været kærester i 10½ år. Af de 10½ år har vi brugt 2 år og 6 måneder på at "lave" vores datter.. 3 år og 1 måned på at "lave vores søn" Jeg kan sagtens leve med, at jeg brugte 5 år og 7 måneder på at skabe mine børn. Hvis der var een, der dengang havde fortalt mig, at projekt "barn" ville lykkes efter 2 år og 6 måneder, så ville det have sparet mig for mange tåre og spekulationer. Når jeg ser tilbage – så er det ok, at det tog så lang tid.. Bare jeg dog havde vidst at det ville lykkes. Det er ikke, at det tager lang tid, der er hårdt – det er det faktum, at håbet hver måned bliver smadret – som når man sætter en kniv i en ballon.
For det er det, der er så urimligt, når man måned efter måned bliver skuffet. Livet suser forbi een i overhalingsbanen – mens man selv snegler afsted med 28-dages mellemrum i nødsporet. Alle de børn, ens eget barn skulle vokse op med, er pludselig meget store, inden man selv overhovedet når til de to streger.
Gør en god gerning.. støt hende, du kender, der kæmper. Snak med hende – lad hende fortælle.. og lad hende være frustreret. Lad være med at fortælle hende at "det nok skal komme" eller "man også kan have et godt liv uden børn" Hav respekt for, at det gør ondt at være ufrivillig barnløs.
Husk på følelsen mange har, efter at have født – at børnene er selve meningen med livet. Husk på, at den følelse kan en ufrivillig barnløs også have.. og når den følelse dukker op, så føles det virkelig som om livet og skæbnen griner af een.