Det startede sådan set uskyldigt nok. Et familiemedlem kom forbi – for at spørge, om jeg ville have en jakke, hendes søn var vokset ud af.. Til min lille Jonathan.
Jeg sagde ja af flere grunde.. men først og fremmest, for at vise hende, at jeg satte pris på hendes omtanke for mig og min familie..Men reelt set er jeg ikke meget for genbrug.. Misforstå mig ikke – men .. Jeg elsker at købe ting til Jonathan og til min store pige. Og jeg elsker, at de er smarte .. efter MIN smag – ikke efter andres. "Men en jakke" – tænkte jeg.. "Den ka jeg da godt bruge ! "
De fleste har nok regnet ud, at der kun gik nogle dage, før hun igen tænkte på mig – og igen.. Joggingsættet – og det andet hun havde med i den store nettopose, var da rimelig velholdt.. Jeg prøvede at sige noget – men jeg vil heller ikke fornærme hende. Det er jo ikke fordi hendes børn ikke er velklædte – jeg har bare en anden smag… "Hvis du ikke kan bruge det, skal du bare smide det ud" – Jeg smed det meste ud – men beholdte joggingsættet – for det tilfælde, at hun kunne se at jeg satte pris på hendes omtanke for min søn.
Og nu kan jeg næsten hører kærestens grin i baggrunden. "Hvorfor siger du ikke bare at du ikke kan lide det!" Men det gør man jo ikke ! Det kan man da ikke tillade sig.. Det ville jo være at sætte hende – der står der og ønsker at gøre noget godt for mig – i et dårligt lys..
Dagen efter kom hun forbi med 3 poser fuld af gammelt plasticlegetøj.. Gamle rangler, gamle biler, gamle bideringe og gamle legetøjstelefoner -alt muligt. "Måske er der noget her, I kan bruge.. Vi smider det alligevel bare ud" .. Og indeni hovedet tænkte jeg.. "Hvorfor så lade det mellemlande her!" Men jeg sagde ikke noget -for jeg er jo så velopdragen. Nu begyndte det at stramme til – for tøj.. Man kan vel altid finde noget – men legetøj – gammelt, med støv på – og alt sammen af plastic.. Det er altså ikke lige mig. Jeg gør hvad jeg kan for at min søn skal have noget lækkert legetøj. I mine øjne er plasticlegetøj et "nødvendigt onde" man må prøve at holde nede. Det kan være nødvendigt – og vi har bestemt også meget i plastic – men det er ikke fordi jeg er vild med det. Jeg vil LANGT hellere have at Jonathan har få ting, der så tilgengæld er lækre. "Du smider bare ud – hvis der er noget du ikke kan bruge" .. Den aften blev containeren godt fyldt op.
I går kulminerede det.. "Vi har ryddet op i værelset – og jeg har fundet en hel masse, jeg tror I vil blive glade for". Og så kom hun ellers slæbende med 5 store sorte plasticsække – alle spækket til randen af plasticragelse. Det ene uhyr efter det andet.. Små vogne – og plastickugler – der var gennemtygget af åres slid. Klodser, der havde mistet faconen, fordi de var godt brugt – og en "traktor" i det billigste og grimmeste gule plastic. Puslespil, hvor der manglede en brik eller 5. Bamser vundet på Bakken for 5 år siden. "Vi har været så glade for det.. og faktisk er der mange af tingene, som vi har arvet" .. "Hold da op" – tænkte jeg – "Det kan man da næsten ikke se" mens jeg prøvede at regne ud, hvordan jeg kunne få alt det i containeren på een gang!
"Ja – vi har kigget lidt på det – og vi synes det er rimeligt, hvis I betaler 300 kr for det"… Se.. det var så der, jeg var tæt på at få kaffen galt i halsen. Et eller andet sted, kunne jeg da sagtens forstå hende. De 5 plasticsække repræsenterede da helt klart en værdi – og der skal da nok være nogen, der ville byde 300.. Jeg tror såment prisen var rimelig nok.. hvis det altså forholdte sig sådan, at der var nogen af det, man rent faktisk havde lyst til at eje.
Og så – nu skriger kæresten af grin. "Hvorfor sagde du ikke bare NEJ" Og han har jo ret – ikk. Hvorfor er jeg så stor en idiot? Det, jeg gjorde af respekt og et forsøg på ikke at træde på nogens følelser, endte med at eksploderer i hovedet på mig. Nu var det ikke en jakke, jeg skulle sige nej til – nu var det hele hendes søns samlede babyværelse, jeg stod der og sagde nej til, mens jeg vred mig i hænderne for ikke at sige, hvad jeg egentligt tænkte.. "Nå, hvorfor kan du ikke bruge det" .. "Ja, øhh.. vi har jo ligesom.. og så" … og mens hovedet gør, alt hvad det kan for at være diplomatisk, så er det eneste, jeg har lyst til at sige "fordi vores smag er så forskellige, som det kan lade sig gøre – og jeg synes ikke om noget af det, du har præsenteret mig for". Kæresten kan grine – for mænd taler kun et sprog: Det udtalte.. kvinder er mere raffineret – de taler to sprog: Det udtalte og det usagte. Det kunne dog være, jeg skulle tage nogle lektioner i det usagte 🙂