… der varmer helt indeni.
F.eks. når stedsønnen pludselig ønsker mig, frem for far. Ikke at jeg ønsker, at han som sådan vil vælge far fra – men fordi jeg kan mærke helt ned i storetåen, at min stedsøn vil mig, at han er tryg ved mig – og at han er glad for mig.
Eller når jeg kan se i øjnene på min store stedsøn, hvordan magien breder sig, når sæben blandes, og den mærkelige væske skridt for skridt bliver til sæbe.
Eller følelsen af lykke, når min søn spørger efter sin stedbror – fordi han savner ham – og gerne vil være sammen med ham. Og ikke mindst: De to drenge, der leger sammen på gulvet. Slottet, der bliver højere og flottere og grinene, der bliver mere og mere hjertelige, mere og mere indforstået – bare de to drenge imellem.
Det luner altså.