Det er altså så mærkeligt at tænke på, hvor stresset og frustreret vores familie var for et år siden.. i forhold til idag.
For et år siden holdte min datter sin – forhåbentligt – værste fødselsdag nogensinde. Idag for et år siden havde vi 20 børn på besøg – men min datter havde så ondt og var så invalideret, at hun sad hele tiden foran stereoanlægget og styrede det – hvis hun ikke sad – usynligt – i et hjørne og græd, fordi nakkesmerter og hovedpinen var ved at tage livet af hende. Det var en mærkelig fornemmelse at skulle underholde de 19 andre børn – når hovedpersonen – hende min datter, som jeg elsker herfra og til månen – slet slet ikke havde lyst..
Oven i det havde jeg en hemmelighed i maven – og en angst så stor.. For derinde lå Jonathan og hyggede sig .. eller hvad man skal kalde det – for jeg blødte – så måske havde han det også skidt. (Selvom jeg nu bare tror, det var en reaktion på stress samt den almindelige "min krop har ikke fattet, jeg er gravid, så jeg bløder i stedet) 20 børn – een alvorlig dårlig – og en lille i maven, som måske slet ikke ville blive til noget. Hold op hvor var det bare ikke SPOR morsomt.
Vi har ikke de store forventninger til fødselsdagen i år. Vi har inviteret alle børnene til d. 4. november – men vi har ikke rigtig arrangerert endnu. Vi ved, hvad de skal have at spise – og datteren arrangerer skattejagt – og sammen finder vi ud af at få 4 fornøjelige timer ud af det.
Voksenfesten – for min datter sidst år end ikke kunne synke flødeskum – er også afdæmpet i år. Vi nyder bare, at vores børn er raske – og veltilpasse.. vi ønsker bestemt ikke at sætte noget over styr.. Men datteren skal nu alligevel have et brag af en fødselsdag – og om ikke andet, så får hun den største gave af sine forældre, hun nogensinde har fået.. det har hun fortjent efter alt hvad hun har været igennem. Jeg skriver ikke hvad det er – for hun er snu – min lille skat – og hun kan godt finde på at læse min dagbog – så i må vente til tirsdag…