| Vi var til sådan noget kaffeværk igår. Jeg var den eneste til stede, der havde børn – selvom vi alle havde rundet de nogen-og-30 – og der var vel 10 piger på min alder og ældre.
De fleste havde ikke fundet manden … hvorfor skulle de dog det. De snakkede om singellivets lyksagligheder – og fred være med dem.. Nogle enkelte havde nu fundet manden og ville gå igang "indenfor nogle år". Alle som een var de enige om, at de da skulle have "sådan en skøn lille Jonathan" – selv hende på 38, der endnu var singel. Jeg forstår det altså ikke – men det handler vel i virkeligheden om mine egne forventninger til livet – frem for deres – og det ER ikke min ret at påtvinge andre en livsmission. Hvilken del af orderne "biologisk ur" har vores generation af kvinder ikke lige fanget? Hvordan tør man vente med noget så vigtigt, som det at få børn, stifte familie – til det absolut sidste øjeblik? Jeg håber da, at alle er klar over, at desto ældre man bliver, desto sværre er det for ALLE at ramme.. (omend nogen stadig har mere held i sprøjten end andre 🙂 ) Jeg føler mig virkelig udenfor overfor sådan en gang kvinder. Kvinderne var søde som dagen var lang, men hver gang, de roste Jonathan, skulle jeg bide mig i tungen for ikke at spørge "Er du ikke bange for, at du slet ikke når det?" Det er som om – i vores generation – at selvom man er i 30'rne, så er man stadig ung – og der er da bestemt ikke noget hastværk. Det er ikke fordi jeg mener, det er forkert at blive mor som 40 årig – bestemt ikke – men bør man ikke løbende gennem livet – have overvejelsen med sig.. og være klar over, at man skal tage aktivt stilling – lede aktivt efter kæresten – aktivt gøre en indsats for at komme fra singelpigefrilivet til familielivet – inden det er for sent? Jeg ved, at jeg selv har været det valg smerteligt bevidst siden jeg var 18 år gammel. Dengang kunne jeg se, at jeg havde 20 år… og børnene skulle helst være der indenfor efter 5 år og inden 10 år. – og dermed havde jeg nogle år at løbe på, hvis noget gik galt. (hvilket det gjorde) Naturligvis er der de piger, der bare ikke finder ham.. Dem forstår jeg godt.. Men der er altså også bare så mange, der udskyder processen – fordi de ikke er "færdige" med det frie liv. Og det er den jeg ikke forstår. Det er som om de kvinder hele tiden sider "Om nogle år" .. men de år indhenter de aldrig. 3 år senere skal de stadig have børn "om nogle år". Jeg håber, jeg tager fejl, men jeg tror faktisk, at vi vil få en stor mængde af kvinder, der ikke har fået børn, i vores generation. Nogen af dem vil bevidst have valgt ikke at få børn.. hvilket jeg har al mulig respekt for – men mange af dem – såvidt jeg kan se – vil ganske enkelt være blevet indhentet af alderen.. De nåede aldrig at opdage, at livet gik,- mens de var frie piger, der dyrker dem selv og karrierer – og om 15 år står de så uden børnene. Det er nok fordi børnene er så vigtige for mit livsindhold, at jeg gyser – for jeg ved da godt, at børn ikke er så vigtige for andre. Det er bare en holdning, der er så langt fra min egen – den der med "ups – jeg nåede ikke lige at få børn… nå pyt" Jeg forstår den bare ikke.. længere er den vel ikke. |