En veninde har ringet med det glade budskab. Hun er gravid og skal føde til juni – ligesom jeg skulle føde sidste juni (men altså lige klarede det måneden før 🙂 ) En sådan besked sætter nu alligevel tankerne igang – smil og tanker.
"Jeg er træt … så træt" sukkede veninden klokken lidt over 19.. Kun lige gravid – og allerede træt som et alderdomshjem.. Åh, hvor jeg husker det.. og åh, hvor havde jeg glemt det.
"Er det nu det rigtige, vi har gjort" – den tanke, kan jeg også huske. Naturligvis er det det.. Veninden har også prøvet længe – og jeg VED at hun ved, at det er det helt rigtige – alligevel dukker tankerne op. Jeg kan godt huske den absurte tanke. Jeg havde forsøgt igennem 3 år at blive gravid,- og da jeg så bliver det, fik jeg nærmest kolde tæer "Vi havde det jo alligevel meget godt – bare os tre! Var vi nu mindet på endnu et barn?" Hvad er det for en mekaniske, der gør, at man lige skal igennem de tanker? Måske er det en måde langsomt at accepterer det nye liv der venter.. at udfordre det nye liv, der kommer.. At gøre status over det liv, der om 9 måneder ændre sig så radikalt.
Og så kommer jeg til den tanke, som jeg må tænke – fordi vi har den aftale vi har: Vil jeg være parat til at få beskeden "Du er gravid" .. og efter at have tygget på den.. Overvejet lidt .. vil jeg sige.. "JA – gu er jeg parat til at prøve igen nu"