D. 23. august havde jeg min sidste rigtige menustration – og jeg husker den kun alt, alt for tydeligt.
Vi var til sommerfest med hele min familie på min fars side. Vi boede i hytter og alt var skønt.. særligt fordi jeg var overbevist om, at jeg var gravid. Jeg var HELT sikker. Min bryster var vokset et nummer – og var så ømme, så ømme. Jeg havde kvalme og ja – så havde jeg bare den der fornemmelse. Og så hjalp det naturligvis også, at jeg var gået 14 dage over tiden. Jeg VIDSTE det bare.
Og så var det, jeg tog en test – som igen – for 3 år i træk – var negativ. Der gik kun 1 time – så fik jeg min menustration i fuldt flor. Jeg kan ikke beskrive tomheden – og følelse af, at det aldrig vil lykkes.
Vi havde forsøgt i 3 år. Gynækologen havde for 2 å siden sagt, at jeg ville kunne øge mine chancer, hvis jeg tabte mig – men nu var det også 1½ år siden, jeg havde tabt mig til “normalvægten”.. og det ville heller ikke hjælpe.
I mit hovede begyndte jeg at forstå, at det er ikke et spørgsmål om, gerne at ville have børn. Der er mere til det.. og inde i mit hoved forstod jeg pludselig, at jeg nok ikke skulle have mere end eet barn.. At det ikke var mit valg .. at jeg ikke kunne gøre noget hverken fra eller til.
Det var en erkendelse, der gjorde så ondt, så ondt. Fra at gå fra at tro, man er gravid – til 3 timer efter at tænke sådanne tanker.. Det var så smertefuldt og der i hytten i Jylland,- med hele min glade, feststemte familie udenfor, opdagede jeg, at min drøm ikke var mulig … og end ikke min kæreste kunne trøste mig.
Tomhed er et stort rungene, ensomt og ubeskriveligt ord – og det er ikke nær dækkende for den følelse, jeg havde d. 23. august 2002. Jeg opgav.
