Far erkender det nu – der er blevet for trængt i dobbeltsengen. I nat listede han ind i stuen og sov videre. Måske havde det været nemmere at flytte storflyderen Jonathan over i sin vugge, men sådan tænker man vist ikke kl. 3 – når man for 40 gang har fået sparket ribbene 8 cm højere op af en lille babyfod, der med al sin magt og vælde øver sig i at få krafter.
Det er ufatteligt, hvor meget en “klump” baby på bare 7.5 kilo og 65 cm kan fylde – og så alligevel. Vores dobbeltseng er en normal dobbeltseng (modsvarende en 1½ mands seng -så ville jeg bedre kunne forstå trængslen) og Jonathan ligger naturligvis i midten.
Og selvom vores søns eneste “store bevægelse” er at kunne bevæge sig fra maveposition til rygposition – og selvom han ALTID bliver lagt på ryggen – og derfor end ikke kan bruge denne teknik – så formår han at rumsterer rundt på noget der minder om 1½ kvadrameter i løbet af sådan en nat.
Hemmeligheden er naturligvis ikke min søn. For han sover bare. Hemmeligheden bunder i hans forældre, der – bare han trækker vejret i en lidt anderledes rytme – eller sukker højlydt – delvist vågner og tjekker ham. Hver gang Jonathan mosler rundt i sengen, kryber både kæresten og jeg sammen, så han får god plads til at mosle på.
Var det bare mig og kæresten i sengen – og moslede jeg sådan rundt om natten, så ville jeg få en stabil og tung arm omkring mig fra kæresten – for at sikre ham sin plads .. og han ville end ikke vågne af at blive mig den.