Endelig vendte Jonathan sig – til mors og fars udelte begejstring. Faktisk fandt jeg ud af, hvad der var galt. Når hans arme begge er i siderne, så gør det jo ondt at rulle – eller det er besværligt, fordi han så skal rulle over sin arm. Nu lavde jeg den ene arm strategisk ind foran hans krop,så den ikke ville være i "vejen" – og derefter nåede jeg kun lige at flytte mig lidt, så kvitterede mit vidunderbarn med at løfte den gode arm og lave en rulning.
Han blev nu hverken forskrækket eller glad – faktisk tror jeg bare, det er endnu en ting, der forvirrer ham 🙂
Da far kom ind i soveværelset måtte jeg jo lige gentage succesen.. Og vi ventede da også kun lige 20 sekundter, så gentog han nummeret – men det kæmpe smil, han havde bagefter hænger vist mere sammen med mor og far der roste i høje toner – og smilede så vi var ved at flække.