Jonathan har fået en ide – han er nu blevet overbevist om, at verden er bedre, når man bestiger den siddende. Det kan bare ikke helt lade sig gøre, når man kun lige er 14 uger gammel.
Det bedste er, når man ligger på legetæppet og får fat i mors fingre… for så kan man bruge dem til at trække sig op… og han trækker sig op, så man kan se at hele kroppen spændes og arbejder med… og koncentrationen står som malet i ansigtet på det lille pus.
Når han så sidder op, kan man mærke hvordan han nærmest siger "puha – did it … " og så skal han ellers bare blive siddende. Men når man er 14 uger gammel, så er eens krop altså bare een stor ledløs klump uden nogen form for balanceevne, så alt dirrer og truer med at få ham til at vælte, som en anden tumling.
Men når han sidder foroverbøjet – med sine hænder i mine (så jeg kan hjælpe ham med balancen) så løfter han hovedet… og smiler lykkeligt over endnu en ting, han kan .. og vil.
Der går nu alligevel nok lidt tid endnu før han rigtigt kan sidde.. men hvor der er en vilje er der også en vej.
Det er en meget stor gave at få lov at se en baby arbejde sig henimod selv at kunne..