Langsomt har jeg vænnet mig til Jonathans eksistens – en eksistens der som før beskrevet,- bliver mere og mere intens og bevidst. Men selvom det er dejligt at sidde i timevis og kigge i Jonathans magiske øjne, så er der altså også et hjem, der skal passes – og selvom kæresten er sød til at hjælpe om aftnen,- så er der ting, der må gøres løbende i dagstimerne.. f.eks. vasketøjet.
Vi har vaskekælder – og betaler over vores husleje. Det fungerer godt, fordi man har to store maskiner til sin rådighed. Hvis man er rigtig heldig (og lidt fræk) kan man faktisk kører på 4 maskiner samtidigt- og dermed få en ret stor omgang vask overstået på meget lidt tid – men det kræver jo, at man kan komme i vaskekælderen.
I første omgang opdagede jeg miraklet "Babyalarmen" Denne medførte, at jeg lige kunne spurte ned i kælderen og tilbage igen med god samvittighed. Med alarmen i hånden, kunne jeg jo fluks reagerer, hvis guldklumpen skulle vågne af sin prinsesøvn. Babyalarmen er da også ideel, når der er tale om en sovende baby – men som tiden går, er det jo ikke altid at denne vidunderlige baby er sovenden.
Nogle enkelte gange – når jeg har været sikker på, at Jonathan har været ok og godt affodret, har min store datter fået lov til at se efter ham (det handler om max 4 minutter) Det er også gået godt,- men jeg vil helst ikke udsætte hende for, at han bliver vred – for så græder han meget højt,- og hun bliver ked af, at hun ikke kan trøste ham.. Så hvad gør en viis, når drengen er vågen – og sådan småked af det ?
I starten proppede jeg ham simpelhen i vaskekurven.. Det lyder vist værre end det er. Jeg fyldte kurven med vasketøj – og øverst lagde jeg et håndklæde eller noget andet blødt, han kunne ligge på. På den måde kunne jeg transporterer både vasketøj og gulddreng.
Men men men – babyer vokser – og nu er min dejlige Jonathan altså vokset ud af sin vaskekurv.
Ny løsning: Jeg fandt et gammelt tørklæde – et af dem, der er ALT ALT for stort. Det bandt jeg om livet med en solid knude i ryggen – og så placerede jeg ellers mit guld – i form af et styks dreng – fortil. Derefter kunne jeg så placerer hans ben og fødder i vaskekurven og på denne måde være sikker på, at skete der noget, ville han lande i vaskekurven fuld af vasketøj – så HAN ville ikke slå sig.
Faktisk var løsningen så god, at jeg ikke nænnede at "binde ham af" igen. Vi var en tur i byen – og det var en vidunderlige fornemmelse på den ene side at have Jonathan helt tæt på kroppen – samtidigt med, at have en arm eller to fri. (Jeg gik og støttede hans nakke – for at være sikker på, at han ikke lave "knækkenakkentricket")
Man bliver så opfindsom, når man har brug for to hænder og en Jonathan tæt på kroppen.