Min datters først ord kom på min fødselsdag.. og nej,- det var ikke mor. Det var "mormor". Jeg var godt skuffet – men min mor fortalte mig "hemmeligheden" bagefter. Når min kæreste og jeg omtalte hinanden herhjemme dengang kaldte vi jo hinanden ved navn. Jeg kaldte jo ikke "Far, henter du lige en kop kaffe?".. Det var kun, når det var overfor vores datter, at vi kaldte os selv "mor" og "far".
Når min datter var sammen med mormor, gentog mormor ordet "mormor" 1000 gange. Hun brugte det i alle sætninger, og hun kaldte aldrig sig selv andet. Derfor sagde min datter "mormor" før hun sagde "mor". (Selvom det var fejt 🙂 )
Da jeg var lille, boede vi på Sjælland, men hele min familie boede i Jylland. Allerede som helt lille pige på bare et par år, var jeg klar over, at jeg ELSKEDE min farmor, men min mormor kendte jeg dårligt.
Min farmor havde insisteret på at "tale med mig" i telefonen hver gang hun ringede. Og det var jeg var ganske spæd. Det første år hun "talte i telefon" med mig, har jeg ganske sikkert ikke fattet en bønne af, hvad der skete.. Men det, at jeg hørte hendes stemme flere gange om ugen, gjorde, at da hun så kom på besøg – så kendte jeg i DEN grad min farmor… og jeg knuselskede hende. Når min mormor kom, skulle forholdet "reetableres" hver gang, for jeg havde typisk ikke set hende i eller talt med hende i et år.
Nu prøver vi alle sammen at få min datter til at sige sit navn så mange gange så muligt,- og kæresten og jeg supplerer flere gange dagligt. Det ville være det største i verden, hvis Jonathans første ord var storesøsters navn.