Forleden skulle vi besøge nogen af kærestens leverandører. De skulle jo også have lov at beundre vores lille vidunder. Jeg har været der før, men jeg føler mig på ingen måde på "sikker grund" – som min kæreste gør. (Han ser det næsten som hans "anden arbejdsplads)
Vi nåede helt hen til hjørnet før firmaet, da jeg opdagede det regnede.. Jeg kunne mærke en dråbe på mit knæ – og een til.. og sørme om der ikke kom een til. Jeg kiggede op på himlen og strakte hånden ud for at mærke dråberne.
Himlen var så blå, så blå.. og solen skinnede. Der var ikke en sky på himlen. Der var intet, der tydede på, at det skulle dryppe fra himlen.
Så så jeg efter træer – måske var vi gået forbi et træ, der dryppede. Men der var ingen træer.. nu begyndte jeg at undre mig, for dråberne dryppede stadig..
Indtil jeg fik set ned af mig selv. Jeg havde ikke fået mine ammeindlæg på – og hvad kan jeg sige.. Det var ved at være Jonathans spisetid. Fra mit venstre bryst løb en lille flod af mælk ned af min kjole.
Vi træk pænt ind til siden og tørrede op med stofbleer og hvad der nu ellers var i nærheden. Heldigvis plettede det ikke – og kjolen var hurtigt tør… Hvor havde det dog været pinligt, hvis vi var nået ind til firmaet 🙂
Hvilke glæder man har, når man er nybagt mor – og ikke helt vant til alle forandringerne.