Min Jonathan er mere og mere vågen. Og indtil videre bruges al den vågne tid i armene på mor eller far.. med en enkel tur på gulvet for lige at træne at ligge på maven.
Og Jonathan fortæller de utroligste historier – uden andre lyde end en veltilpas knirken,- der KAN blive til en utilpas knirken. Forskellen er helt tydelige og klar,- men lydene ligger så fint op af hinanden at det er de yderste nuancer, der tæller.
Men Jonathan ligger op af mine ben og snakker. Nogen gange får han øje på det lyse vindue bag mig. Han er ikke alt for meget for, hvis lyset er bare det mindste skarpt. Så ryger øjnbrynene helt ned og nærmst dækker for øjnene, og øjnlågene bliver klemt til. Trækker mor det hvide gardin for, så Jonathan kan nyde lyset, uden at det er skarpt, så ender Jonathans øjnbryn nu pludselig helt op i panden.. i en forundrende mine.. En mine af eftertænksomhed.
Og så sker miraklet .. at Jonathan får øje på mine øjne. Længe borer han sit intense og kærlig blik helt ned i min sjæl og i mit hjerte. Lige når hans blik rammer mit, sanser jeg intet andet en min søn. Men efterhånden kan jeg betragte og gennemskue hele hans mimik.
Munden, der smiler – lægger an til et grin.. Eller tungen, der rækkes ud, for at fortælle mig, at han godt kan huske, at det var det jeg gjorde ved ham. Når jeg så rækker min tunge ud, er legen startet – og vi kan så sidde og række tunge af hinanden i flere minutter .. med størrer og størrer smil som følge.
I længden bliver det kedeligt for Jonathan, og hans øjne fanger noget nyt,- noget andet.
Tænk, at selv om vi er så små, så ubevidste om, hvad det er vi giver vores omgivelser.. selv der, står alle vores følelser og alle vores tanker at læse i vores ansigter. Det er jo fantastisk.
Og min Jonathan er den mest fantastiske af dem alle.. (hvor heldigt, at det lige var MIG, der fik jordens dejligste barn.. og så endda for anden gang i træk !! 😉 )
Livsnyder 😛