Knirke lever op til sit navn,- omend han kunne have tilnavnet "hikke".
Når man er vant til et barn, der ligger i lys, er man vant til et barn, der er overordentlig doven. Det er det, gulsoten gør ved barnet. Knirke er ingen undtagelse – tværdimod.. Han er mønstereksemplaret. Det er nemt at være mor, når man selv skal vække barnet, når man "har tid" til at amme.
Men Knirke bliver mere og mere baby.. Hans øjne bliver størrer for hver gang, han er vågen – og han lyde bliver mere og mere levende. Livet er ved at komme i det lille væsen.
Det er fantastisk at opleve hele den lille mands sjæl i de vidt opspærrede øjne. Der er noget mere personlighed i hans knirken, når øjnene følger mine. Timer svæver forbi, som man sidder der med sin dejlige dreng – uden nogen egentligt at sige,- andet end at man er så ufattelig lykkelig over, at han er her..
Der er så mange ting, man slet ikke kan udtrykke i ord, når man sidder foran eens lille nye søn.