Så har denne graviditet også mærket mig for livstid 🙂 Selvom jeg ikke helt kan gennemskue, om det er det gamle strækmærke, der er sprunget op, eller om det er et nyt.
Men min mave føles også tungere denne gang. Den føles, som om der er mere vand i, end der var sidst. En mæthedsfornemmelse kan snildt varer i flere timer og den kan mærkes i hele maveskindet i al den tid. Det føles som et konstant træk hen over maven. Den fornemmelse kan jeg ikke huske fra sidste gang.
Jeg er nu glad for mit "nye" strækmærke (hvis det vel og mærket arter sig som det sidste, der træk sig ned under almindelig bikinilinie.) Denne periode af mit liv er jeg ret glad for at have et "ar" efter. For indeni vil der vist altid være nogle meget store og makante ar.
Min datter spurgte forleden, om hun ville kunne huske hospitalet og alt det andet, når hun bliver stor. Jeg forklarede hende, at det tror jeg nok hun vil kunne – delvist. Hun kan nok ikke huske detaljer, men der er sket så meget og det er sket med en sådan voldsomhed, at det MÅ præge hende for resten af livet i en eller anden grad. Vi kan bare håbe, at hun får det bearbejdet nok til, at det kan være et "harmløst" minde.
Jeg har fortalt hende, at arret i hendes nakke, er hendes bevis på, at det skete – at hun kom igennem det. Hun tager tit et par fingre og mærker efter stregen bagi. Hun ret stolt over sit ar – dog ville hun gerne have, at det havde været et lynformet ar i stedet 🙂 (Så det har vi lovet at nævne for kirugen, hvis hun nogensinde skal under kniven igen)
Det er rart, at vi nu kan begynde at inspicerer arrene. Det betyder trods alt at de åbne, blødende sår er igang med at hele.