Det er efterhånden en stående vittighed, at vi ikke “tør” spise middag hos farmor. Hver gang vi har været inviteret de sidste 5 gange, har vi måtte melde afbud, fordi vi enten skulle på hospitalet for at blive indlagt eller fordi vi skulle til forundersøgelser.
I morgen skal vi spise middag hos farmor – og dermed er cirklen brudt – for i morgen melder vi ikke afbud. Vi er ved at være der, hvor at om så kæresten bliver indlagt på hjerteafdelingen, så spiser vi middag hos farmor i morgen. Ikke mere hospital denne omgang.
Det er helt rart ikke at have “frygten” og “uvisheden” i baghovedet – det er helt underligt, at jeg rent faktisk kender planerne for de næste mange uger, og at jeg rent faktisk selv tror på, at det kan lade sig gøre. Det er det første hospitalet æder: Kontrollen. Kontrollen over eens eget liv, ens egne muligheder.
Med de fornøjelige tanker, går jeg og laver forårsrengøring. I den forbindelse har jeg pludselig opdaget denne kæmpe bobel på min mave, der ser underlig ud. Den gør, at jeg ikke kan vaske alle mine ruder på en gang – eller kan bukket mig 40 gange i rap.
Med den sommer, det lys og den “grønhed” kan jeg slet ikke vente, til “boblen” skal arbejdes væk og Bible, min datter og jeg skal ud og motionerer. Det bliver en skøn sommer i år.