Det er noget underligt noget. Min mave er virkelig stor nu – størrelsen før afsætningsbordet og alligevel glemmer jeg den ret tit.
Det mest åbenlyse sted, jeg glemmer min mave, er ved tøjindkøb. Jeg når normalt at se på både 4 og 5 bluser i størrelse 40, før jeg kommer i tanke om, at det vist ikke er så aktuelt.
Man kan så sige, jeg ikke er den eneste. Da datteren og jeg lå på hospitalet i sidste uge, bad jeg kæresten om at hente min sorte bukser. Det er faktisk ret nemt: Jeg har et par sorte hør bukser og et par jeans. Så når jeg beder ham om at tage nogle friske bukser med på hospitalet – kan der kun være tale om eet par.. Det andet har jeg jo på!
Han kom tilbage med mine gamle sorte cowboybukser i størrelse 40. Een ting er, at mænd ikke er så gode til at gætte deres koners størrelser op til jul m.v. Men at min kæreste forventer, at jeg kan være i en størrelse 40 – når jeg er i 7. måned.. Jeg ved faktisk ikke helt om jeg synes det er sødt,- eller om det bare er morsomt.
Men jeg glemmer også min mave, når jeg f.eks. sidder ned og vil rejse mig. Først når jeg er halvt oppe, kommer jeg i tanke om, at jeg jo også skal løfte maven med.
Eller når jeg er i seng. Nogen gange får jeg rullet næsten helt om på maven, før babyen får brokket sig og sat mig på plads.
Det dummeste er når man skal nå toget. I "gamle" dage kunne jeg nå stationen på 3 minutter, hvis jeg løb. Idag tager det 8 minutter… i det hurtigste trav, jeg kan præsterer.. Det kommer jeg desværre normalt først i tanke om, når der er 5 minutter til toget går – og jeg endnu ikke er kommet afsted.
Men endnu oftere glemmer jeg min hånd på min mave. Jeg kan stå i timevis og lave cirkelbevægelser hen over mit maveskind. Det tager kløen – og jeg kan fornemme at min baby indenunder kan mærke mine kærtegn … og kan bruge dem.