Energien og kræfterne siver ud af mig. Ganske, ganske langsomt kan jeg mærke, at jeg ikke har mere.. Ikke så meget som en millimeter mere at give af. Jeg er følelsesmæssig flad.
Jeg prøver hele tiden at tænke de gode tanker.. Tænke på alle de søde sygeplejesker, der har været så hjælpsomme og dejlige overfor min datter – og overfor mig. Tænke op alle de gange, min mor er dukket op med en blomst eller en gang chokolade. Diagnosen, der ikke er farligt på lang sigt (med mindre tingene begynder at gå galt igen) Lægerne, der denne gang kunne svare på mine spørgsmål (JUBBI!!!). Datterens venindehalskæde. Jeg tror alle sygeplejesker på Riget har fået historien om deres venskab. På min dejlige mave, der buler. Mine dejlige veninde og hendes familie, der HVER gang min datter er gået på nettet, har siddet klar med åndssvage bemærkninger og små smileys i den anden ende. På “morfars” små breve med små skæve smil i. Breve, der kun er noget mellem min datter og hendes morfar.
Alligevel føler jeg mere og mere at denne kamp – denne tur – i højere og højere grad kun omhandler min kæreste, min datter og jeg selv. Der er ingen andre. Verden omkring mig forsvinder langsomt længere og længere væk. For det første fordi jeg selv tager afstand fra andre. Jeg har jo ikke noget at give. Jeg KAN ikke give noget som helst – men for det andet fordi jeg føler omverden tager afstand fra os.
“Hvor har du været” var der een, der ville vide i morges og min datter svarede “indlagt”. Hendes klasse har ikke fået at vide, at min datter har været indlagt i 6 dage. De er bare børn, og hvorfor skulle de vide det. Alligevel havde jeg håbet, at der var nogen, der havde modtaget hende med et: “Hvordan gik det på hospitalet?” eller et “Har du det så bedre nu?”. Men hun har været væk så mange gange nu, at det jo nærmere er reglen end undtagelsen, at hun er indlagt – nyhedens interesse er væk.
Vi mangler veninderne, der ringer, for at høre om min datter kan lege. Det er hele tiden min datter, der må ringe – og dertil får sig en skuffelse mange gange, fordi det ikke kan lade sig gøre lige den dag. “Jamen, vi vil ikke forstyrre … Vi ved jo ikke om I er hjemme” Alene tanken om, at der er en veninde, der ville lege, ville have varmet. Men jeg føler helt klart, at folk er bange for at komme for tæt på. De forstår slet ikke, at den kontakt er guld værd for os.
Min største luksus er min familie. Min kæreste og min datter: Sammen kan vi klare alt … også selvom vi indimellem bliver nødt til at messe det for os selv i timevis, for at tro på det.
Jeg ville bare ønske, at jeg kunne give min datter de venskaber og de relationer, hun trænger sådan til – men som hun ikke får, fordi hun hele tiden “forsvinder”.