Alle de trøstende ord, man kan sige, er blevet sagt – alligevel sidder der en klump af smerteligt sorg aller inderst inde. Alle spørgsmål er blevet besvaret – og alligevel føler jeg mig i tvivl.
Hjemmet klinger hult af mathed og psykisk underskud.
Hjemme igen sidder jeg med en datter, jeg ikke længere kan kende. Det er ikke min pige.. Ikke hende, jeg kender. Denne pige er træt, trist og har svært ved at stole på den mor, der den ene gang efter den anden, har måtte fastholde hende, så laboranterne, sygeplejeskerne og alle de andre har kunne stikke i hende – for at tage noget ud.. lægge noget i.. Fikse noget.. Alt sammen noget, hun ikke kommer til at mærke den gavnlige effekt af før om mange måneder.
Det er så skide svært at indrømme at livet starter forfra nu – at vi har fået en datter, der er mærket for livstid – i en eller anden forstand. En anden pige. Hvor negativt mærket hun skal være, er op til os – hvordan vi får hende gennem det næste lange stykke tid.
Inde i min mave vokser et nyt liv. Et nyt liv, der slet, slet, slet ikke er plads til endnu. Jeg skammer mig over, hvor lidt jeg glæder mig. Formeget graviditeten for mig nu er blevet noget, der skal overståes.. Noget, der gerne må stå på holdt LÆNGE endnu. Men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre.
Hjemme igen er slet ikke den lettelse, vi drømte om.
Hvor er livet dog urimeligt hårdt, når sygdomme på den måde kan ramme uskyldige børn.