Jeg har lært min datter, at hendes oldemor holder øje med hende fra himlen. Oldemor døde, da min datter var 3 år,- så hukommelsen af den dejlige, gamle dame, er ikke så stor. Dog var der ingen tvivl om, at de to var pot og pande de få gange, de nåede at mødes.
Men det, at der er een, der passer på hende, når natten falder på, har været en stor trøst for min datter.
Hun kan den dag idag sige, at hun savner sin oldemor. Det tog mig nogle år at finde ud af, hvad hun mente, for det fysisk savn – forståelsen af det menneske oldemor var – kan meget dårligt have været tilstede så længe i det lille menneske – de kendte ikke hinanden ret godt. Men at savne sin oldemor, er en god og effektiv måde, at sørge på. Det gør det, at sidde og stirrer på stjernerne med en lille tåre i øjet, mere legalt. Når man er 7 år gammel, kan det være svært altid at forklare, hvorfor man er ked af det og bange. Tankerne kan føles umulige at styre. Og så er savnet af oldemor både nærværende og godt.
Da min datter var mindre, konkluderede hun meget logisk, at grunden til, at månen og stjernerne “fulgte efter hende”, når vi kørte bil, var, at det jo var oldemors kikhuller ned til hende – og hvorfor skulle oldemor dog kigge andre steder hen?
Alle børn burde have sådan en oldemor!