Min kæreste er så irriterende rationel og fornuftig, når det handler om at bruge penge. Jeg er et følelsesemenneske – jeg køber med hjertet. Det gør han ikke.
Jeg har fået mig den ide, at jeg vil have en babyalarm. Den vil jeg have, fordi jeg vil kunne sætte min baby fra mig – f.eks. ned i gården for at sove,- og derefter selv gå op og hygge mig.
Hans argument er, at når vi er to hjemme, så burde den ene vel kunne finde ud af at befinde sig i køkkenet, datters værelse eller toilettet, når den lille sove.
I hans øjne er en babyalarm spild af penge. Og da hans svigermor så kom til at fortælle, hvad den koster, var han lige ved at få en prop. Sådan een skulle vi ihvertfald ikke have.
Så var det at mormor.. hans svigermor var hurtigt:
"Altså .. Lad os nu sige, at vi bruger den til babyen – Pernille skal jo også have lidt.. Men så gemmer vi den .. f.eks. en 7-8 år. Og om en 7-8 år så kan du jo sætte nye batterier i og "komme til" at sætte den ind på den store piges værelse, når du ved hun får besøg af det modsatte køn." (Til den tid er hun 15-16 år)
Lige pludselige kunne han ikke leve uden en babyalarm.
Jeg håber ikke, jeg behøver at fortælle, at jeg nok kommer til at gemme babyalarmen MEGET langt væk fra farmand til den tid. (Faktisk er jeg ret overbevist om, at den er gået HELT i stykket til den tid)