"Du ved godt, at man kan høre når du trækker vejret – ikk" – eller hvad med "Er du lige gået op af trapperne" som spørgsmål man får i telefonen, når man ligger på sofaen og slænger sig.
Lungekapacitet har aldrig været noget, jeg har tænkt nærmere over. I perioder har jeg mærket, at jeg havde meget af det – det var da jeg var i skarp træning og konditionen var i top – men ellers har "lunge-kapacitet" altid været et øgenavn for dem, der egentligt ikke har noget med lungerne at gøre – andet end at de sidder udenpå.
Nu sidder mine lunger – min RIGTIGE lunger, så presset op mod min mave, mine indvolde og min hals, at jeg godt kan mærke, at der ikke er plads til fordomstiders luftkasteller. Nu er der bare plads til det, min baby og jeg skal bruge.
Det gør nu ikke så meget,- for det er efterhånden sjældent, at jeg kan nå at blive forpustet – inden jeg når så langt, gør det ondt i mit bækken, maven er i vejen, eller også går min lægmuskel i krampe. Så den ekstra luft er der slet ikke behov for.
Men jeg glæder mig nu alligevel til at mine lunger kan bruges helt igen. Jeg glæder mig til, at jeg ikke længere skal holde mig selv vågen, fordi jeg kan hører een, der trækker vejret – nemlig mig selv.