Lyset gik ud på alle tænklige måder igår. Jeg var til tredje jordemortjek. Jeg skal ikke gå i gruppe alligevel – hvilket er ok, for jeg kan ikke forholde mig til det, der ellers bliver talt om i gruppen. Det er ikke relevant for mig at gå til fødselsforberedelse – jeg vil ganske enkelt ikke kunne gå hvad anden gang alligevel. Og jeg tænker slet ikke så meget over min graviditet, som jeg kunne mærke de andre gjorde. Hvilket naturligvis er rart og godt for dem…
Jeg fik et hurtigt tjek og blev derefter sendt hjem. Ingen vægtbedømmelse endnu.
Vi har talt med Riget igen idag – og svarene er som vinden blæser. På den ene side forstår jeg godt, at hvis de ikke er sikre, så skal de naturligvis ikke sætte noget i værk, der måske så alligevel ikke vil virke,- men beskederne, der modtaget i denne ende er alt lige fra “Det skal slet ikke behandles” (Jo… DET skal det .. og det skal det NU) til pillebehandling, indlæggelse med dropbehandling og sidst indlæggelse med operativ behandling. Og forklaringen på det ene den ene dag, er nærmest den modsatte forklaring dagen efter.
Det bunder naturligvis i, at de ikke er færdige med at undersøge – og at de hele tiden kommer det endelige svar nærmere. Men når vi aldrig har fået en ordentligt forklaring fra starten.. så er der ikke noget at bygge på – andet end forvirring. Og imens går tiden.. og uvidenheden er bare et gabende stort hul.
Efter jordemoren gik jeg en tur på 4-5 km. Gik og græd. Gik og frøs…græd lidt mere, rasede og opgav. Og da jeg kom hjem, var alting meget klarer og lysere.
Jeg troede, at når først svaret fra biopsien var kommet, så skulle vi i gang med behandlingen. Men så enkelt har det ikke været. Tålmodighed er efterhånden en dyd, der er nærmest umulig at have. Der er ingen, der lige nu kan sige noget om, om vores datter kommer i behandling i denne uge – i næste uge eller om en måned. Og det æder mig op indefra. Jeg har behov for, at vise min datter, at alt hvad hun gik igennem, gik hun igennem af en årsag – nemlig at hun bliver rask.
Og så var verden igen surrealistisk. Lyset gik vitterligt ud. Vi bor i et større boligkvarter – og hver gang lyset er gået, har det primært været tre lejligheder – vores inkl. Og for 4 gang siden jul, rykkede Nesa ud, for at skifte en sikring i transformatoren. Det skulle han nok ikke have gjort, – for mens jeg sad i vinduet og så det, skete der en større eksplosion fra rummet. En eksplosion kastede den stakkels Nesa-mand ud af rummet – og efter ham var der et hav af flammer og røg. (heldigvis for ham!! Var han røget den anden vej, var tingene først rigtig gået galt). Røg væltede ud efterfølgende, men den stakkels mand, dybt rystet stod og så tilbage på det hus, hvor han lige havde stået. Derefter blev alt i omgivelserne efterhånden mørkt.
Nesa har været her i alt i 5 timer – og nu er lyset kommet tilbage. De har ordnet alt. Nogle grupper i transformatorrummet har fået nye tavler (bl.a. vores opgangs – den var smeltet totalt)
Det er helt billedeligt talt efterhånden – for jeg er også kommet frem til konklusionen om, at det nok skal gå – også selvom tingene ikke går i den hastighed vi har behov for.
