Verden er et underligt sted at befinde sig. Når man har været blind, og åbner øjnene for første gang, er farver og synsindtrykket så stærke, at det kan gøre ondt. Når man har været lukket ind i lang tid, kan vinden og solen virke så kraftigt på een, at man må beskytte sin bare hud. Skønheden kan være for stor – for skræmmende.. måske for uforståelig .. til trods for at skønheden ligger i det aller mest banale.
Når man har befundet sig i en krisetilstand tilpas længe, virker normaliteten som en skræmmende smuk lykketilstand. Alle sanser skærpes – og det er så nemt at finde glæde i det små. Lykkelig over, at se datteren leger 2 timer på græsset. Glædestårer over himlens blå, blå nuancer og følelse af den lette milde brise mod min store frodige mave. Smilehuller over, hvor smuk min kæreste er – og hvor dejligt det er at ligge helt tæt – ikke fordi vi skal trøste hinanden – men fordi vi skal nyde hinanden – fordi vi elsker hinanden. Duften af ham..
Og du sidder der på den anden side af skærmen – og måske føler du ikke, at din hverdag er så smuk. Men tro mig.. Det er kun fordi du ikke er vant til at se de rigtige steder. Bliver du bange nok, såret nok, trist nok,- så føles hverdagen som den rene lykke. Det er den gave ulykken trods alt giver.
… mest holder jeg af hverdagen .. skrev en klog engang.