Min datter gik til angreb på min mave her til morgen. Hun daffede til den.. slog den og skubbede, alt hvad hun kunne. Da hun havde gjort det lidt, lagde hun øret ned til min navle og ventede.
Men babyen var ikke i legehumør.
Når man er 7 år gammel – og iøvrigt er enebarn, så er man langt hen af vejen vant til at få sin vilje, så uanset hvilket humør babyen var i, så havde den bare af at vise sig – så mave fik endnu en mosletur.
I mosleturen fik min datter en fod at mærke. Hun forklarede meget videnskabeligt, hvorfor hun var sikker på, at det var en fod. "Den havde den der bøjning, og det har en hånd jo ikke – vel!"
Men babyen lå stadig helt stille.
Så blev våbene kraftigere. Jeg forklarede hende, at et glas iskoldt vand ville kunne gøre det. Jeg drak vandet, hun hentede til mig, og hun begravede sit hoved i min mave.
.. og så.. endeligt fik hun een på sinkadusen. Hun grinede over hele 5-øren, mens hun tog sig til øjet. "Altså mor, vi må lærer ham ikke at sparke i hovedet" grinede hun.