Datteren er ved at få en masse nye venner og veninder. Det er et fantastisk spil, der kører lige foran vores øjne.
Voksne burde lærer noget af børns måde at skabe venner på. Vi skulle lære noget af deres umidbare tillid og tro på det bedste. Som referenceramme skal vi – som voksne – helst have en 5 – 6 års fælles oplevelser med i bagagen og derudover skal de andre helst opfører sig på en ganske bestemt måde i forhold til os, før vi rigtigt kan kalde os for “venner” – men med børn … der er referancerammen nok, at de kender hinandens fornavne og at begge vil lege “stenalder” eller hvad de nu lige lege det sekundt.
Alle kan vel huske at blive svøbt ind i en leg – hvordan verden forsvandt for een, men en anden verden – der digtes undervejs – dukker op. Det er fantastisk at se ske – og nu som voksen er det sjovt at hører, hvormange andre ting, der også ligger i de forskellige lege. Hvordan de små piger øver sig i at blive voksne – uden de selv ved det. Hvordan de påtager sig roller, de har set hos os andre og fylder dem med deres egen personligheder.
Det er også der, det er svært at være mor til et enebarn – for min datter kan ikke bare lege med sine søskende og lære social adfærd den vej. Hun har heller ingen kusiner eller fætre, der kan hjælpe hende. Hun er “tvunget” til at lege med andre børn. Og det er sådan set slet ikke en dårlig ting,- hvis ikke det lige var for forældrene. Det er ikke alle forældre, der er lige forstående overfor børnenes behov for bare at bruge noget tid sammen. Og det er benhårdt for os, at se vores datter ringe til veninderne og få det ene afslag efter det andet.. Men altså … ligenu går det rigtig godt rent vennemæssigt – hendes vennemasse er indenfor de sidste 2 måneder, næsten fordoblet – hvilket vil sige, at der er størrer chance for at der er een af pigerne, der kan lege søndag eftermiddag.