Min bækkenløsning er nu – i perioder – ved at være slem.. så slem, at jeg ikke kan gå ret godt. Særligt er det slemt hvis jeg skal gå hurtigt eller når jeg lige rejser mig.
For første gang i mit liv har jeg rent faktisk følt, at jeg havde “ret” til at sidde på pladsen i bussen som gangbesværet. Særligt fordi de pladser også er reserveret til mennesker,der har børn med,- hvilket jeg jo har i form af min datter.
Så da vi steg ind i bussen i går var det med stor fornøjelse, at jeg så at de første to sæder var ledige. Jeg kastede datteren ind på det inderste sæde og gelejdede mig selv ned på det yderste. Det at komme til at sidde ned, INDEN bussen kørte var SKØNT. (Det gør ondt over det hele, når bussens bevægelserne skal koordineres med mine egne)
Bussen var ca. ½ fuldt. Ud over min datter og jeg, var der måske 3 “unge” mennesker. Resten var pensionister – som det så oftes er, når klokken kun er omkring 12:00
Tre busstop efter vi havde kastet os ned på sæderne, kom en gæv gammel dame på bussen. Med sin stok arbejdede hun sig op i bussen og stilte sig foran min plads – mens hun uhæmmet nidstirrende mig. Dertil skal sige at 1½ meter fra mig var der en ledig plads,- men nu var hun jo dårligt gående, så min datter og jeg kunne da godt lige rømme os.. NU. Det var hvad hendes blik fortalte mig. Og hun var stædig.
Hun stod op mellem 3 busstop hele tiden med blikket rettet mod mig og hele tiden med ben, der lignede tør spaghettistænger, der hele tiden var på bristepunktet. Til sidst var der en anden pensionist – på sædet bag os – der skulle af, og den gamle skuler tog derefter hendes sæde.
Jeg forstår det vitterligt ikke, for der var mange tomme pladser i bussen – også andre pladser for dårligt gående.. men det var KUN vores sæder, der var gode nok – ingen tvivl om det. Hele hendes måde at udtrykke sig på mimikmæssigt var EN lang klagesang til mig om, at sådan en “ung dame med sådan en frisk pige” da godt kunne rejse sig. Øh,- nej.. Det kunne vi ikke