Jeg har lige siddet og læst mit indlæg fra da jeg opdagede, jeg var gravid. Jeg sidder med tårer i øjnene og kan pludselig huske den smerte og den sorg, jeg følte hver dag i så mange år.
I dag vokser en lille spire i min mave.. som efterhånden har påtaget sig dimensioner, så der slet ikke er nogen tvivl om, at min krop er “overtaget af fremmede magter”
I dag har spiren et navn – den har et håb og den har en fremtid. Det er det, der er så ulykkeligt, når man er ufrivillig barnløs. Der er intet håb, ingen fremtid – intet navn… for der er ingen spire. Man skal som ufrivillig barnløs selv leverer håbet – og fremtiden er noget man drømmer om – drømme, som man godt selv er klar over, ikke er realistiske.
Det forfærdelige er ikke så meget det, at man ikke bliver gravid, som det faktum, at man hele tiden tænker på, at NU må den da være der.
Det ulykkelige er jo netop, at man er parat til hvad som helst – uanset smerten, uanset sandsynligheden for at det lykkes – uanset prisen – for at have en flig af et håb. Når det håb så brister.. når smerten IGEN var forgæves,- når det, at man bøjede alt hvad man tror på for at det skulle lykke – og det så ikke lykkes.. DEN nedtur er den værste.. og den sorg kan ikke beskrives. Den føles selvforskyldt uden at være det.
I dag ved jeg, at min datter er omkring 7½ år NÅR hun bliver storesøster. For 2 år siden fortalte jeg hende, at hun aldrig kunne blive storesøster – for de månedlige skuffelser var ulidelige, og ikke noget et barn skal opleve. Det var det sværeste, jeg nogensinde har fortalt hende – og inden tvivl om at det også var det sværeste for hende at høre.
Og til nullepigen kan jeg fortælle – at vi selv er blevet gravide. Vi skulle starte barnløshedsbehandling 1. oktober – men prøven var posetiv dagen før 🙂