Endelig er min familie samlet igen. De fragmenter af min familie, der nu hører sammen: Min datter, min søn og mig. Følelsen i maven over at have ungerne hjemme igen, er ikke helt til at forklare. Det gjorde godt – så uendelig godt. Og begge børn har det godt – ud over alle grænser godt. Bedre bliver tilværelsen ikke.
“Jeg har savnet dig TUSIND” forklarede Jonathan mig, da han havde givet mig verdens største og dejligste kram.
Vi havde kun været hjemme nogle timer, før Jonathan spurgte til min kærestes søn. “Jeg vil lege med ham”, forklarede Jonathan. Og jeg smilede lidt indeni.
“Moar – jeg vil lege med ham” startede Jonathan sin morgen – og langsomt gik det op for mig. Smilede voksede i endnu størrer grad indeni mig. “Vi kan da ringe til ham” foreslog jeg, og ringede min kæreste op. Der befinder min kærestes søn sig nemlig. Kæresten og jeg nåede at arrangere en legedate i Valby, før de to drenge fik lov at snakke sammen.
Så sad min søn ellers der og grinede og fortalte om rutsjebaner og tegnefilm. Om aftensmad og planer. Og min søn så ud i ansigtet nøjagtigt, som når han ringer til sin far og taler med ham – fordi de lige savner hinanden.
Og jeg kan høre det på min søns stemme. Tænk – min søn savner sin nye stedbror. Tænk – min søn har allerede så dejlige følelser for sin nye stedbror, at han slet ikke kan vente med at lege med ham igen. Og de er her om 1½ time!