Når mavesurhed bliver til det varmeste smil.

Egentligt var det meningen, at jeg her skulle fyre en svada af om den enlige mors dårlige økonomi. Sagen er nemlig, at jeg er dybt afhængig af, at min søn har en cykel. For en måned siden blev hans cykel så stjålet. Jeg tog en dyb indånding og gik ned og købte en ny cykel. En flot ny spiderman-cykel.

Der gik dog kun 1 uge – så var den også væk. Og nu var gode råd dyre – for jeg HAR ikke penge til en ny. Heck – reelt havde jeg ikke pengene til den, der blev købt i første omgang.

Så her skulle så stå en svada om cykeltyve – om enliges manglende mulighed for “lige at tjene en 1000 ekstra” og om samfundets urimelige tilstand for enlige forældre.

Faktisk postede jeg sådan et indlæg i “min mødregruppe”. Jeg deltager nemlig på “morsside.dk” – meget aktivt – og er rigtig gode veninder med mange af pigerne på sitet. Så dette blev det primære mål for min frustrationer. Indlægget handlede først og fremmest om, at jeg ikke har mulighed for at bedre min situation – og at det virkelig gør mig vred. At jeg ikke har mulighed for “lige at hoste op med” en ny cykel – og at jeg synes det er bunduretfærdigt, at nogen kan finde på at stjæle en cykel fra en 5 årig.

Der gik 10 minutter – så ændrede situationen sig på magisk vis.

“Jamen – jeg har en gammel brugt cykel, du bare kan komme og hente.” “Du må gerne låne Peters cykel. Han kan ikke bruge den alligevel endnu” og “Jamen – tror du ikke Jonathan kan køre på en jordbærfarvet cykel – for så har vi een, han kan arve” Inden jeg fik set mig om, var mine frustrationer – der var ment som en kritik af et samfund, der ikke giver enlige mulighed for at tjene ekstra penge på nogen anden måde en sort arbejde, blevet til en fælles front om at sørge for at hjælpe mig – og ikke mindst min søn.

Idag tager min kæreste og jeg ud og henter Jonathans “nye” cykel hos en af mine rigtig gode veninder. Hendes store søn kan ikke længere selv kører på den. Han har også nogle stængler af dimensioner, den dreng. Så Jonathan måtte gerne overtage hans cykel. Og pludselig går tankerne i helt anden retninger.

For når jeg nu bruger hovedet.. så hjælper vi jo hinanden. Jeg har altid hjulpet, hvor jeg nu kunne. Men jeg har tænker ikke over, at jeg nu befinder mig i en økonomiske situation, der gør, at jeg indimellem vil have godt at lidt hjælp. Jeg har altid tænkt på min egen hjælp, som en kærlighedsgave til modtageren. At jeg at mit hjertes godhed ønskede at hjælpe. Og pludselig går det op for mig, at jeg bestemt ikke er den eneste, der har det sådan. Vi er mange, der ønsker at hjælpe hinanden, hvor vi kan.

Denne cykel er dermed helt, helt speciel. For det første er den brugt – hvilket forhåbentligt vil gøre den mindre attraktiv for tyve. Men derudover er det en gave givet fordi et menneske oprindeligt ønsker mig alt det bedste. For de bedste gaver, er jo de gaver, man kan give, hvor modtagere virkelig mangler NETOP det.

Og pludselig er det – igen – mig, der sidder som modtager af en kærlighedsgave. Pludselig er det mig, der mærker varmen brede sig – og smilet blive størrer. Jeg kan ikke helt forklare, hvormeget det betyder for mig, at andre mennesker så hurtigt reagere på een og sammen måde: “Jamen, jeg vil gerne hjælpe”. For hjælpen bunder ikke i almisser. Den bunder i kærlighed og i, at giverne ved, at jeg altid – altid – ville gøre det samme for dem, hvis jeg har muligheden.

“Det kan godt være, jeg har det økonomiske overskud” fortalte hende veninden, der nu overbringer mig cyklen “men tilgengæld mangler jeg tid i min hverdag”. Og dermed ved jeg jo så godt, hvordan jeg kan hjælpe hende! For det er vel reelt der, vi ender: Vi kan alle have brug for hjælp indimellem – uanset om det er økonomisk, tidsmæssigt eller bare det, at få en skulder at græde ud ved.

Tænk: jeg føler mig som verdens rigeste menneske.. Tak Jeanette og Christian!!