“Jeg må indrømme, at jeg ikke troede det var muligt” filosoferede kæresten. “Jeg troede egentligt ikke på, at jeg kunne komme til at holde så meget af et barn, der ikke er mit eget”.

Det er en svær balancekunst – det med, når man pludselig skal være meget sammen med børn, der ikke er eens egne. Ikke desto mindre er det jo alt andet lige et krav for, at vi kan flytte sammen i en fjernere fremtid. At han kan med børnene – og helst lidt mere end det.

Det er nemt at være mig. Jeg skal forholde mig til to dejlige og fantastiske drenge hveranden weekend – og måske en dag i hverdagen. Derefter kan jeg smilende vinke dem farvel – og ønske dem på gensyn. De er begge så forholdsvis unge, at min rolle overfor dem, er nem at styrke. Jeg er “bonus” til far. Jeg er hende, der kan gøre deres weekender hos far lidt sjovere.

Det er ikke helt så nemt for min kæreste. For når tiden kommer – så vil mine børn sidde der, når han kommer træt hjem fra arbejde. Mine børn skal puttes, før der er tid til ham – og mine børn kommer til at fylde en rigtig stor del af min hverdag – som de gør idag – men bestemt også af hans hverdag.

Derfor var det med en spirende lykkefornemmelse, at jeg har måtte konstaterer, at min kæreste er på vej til at småforelske sig … i mine børn. At han pointerer små “kærheder” og smiler hjerteligt, når Jonathans hår ligner noget selv DRs “Morgenhår” må misunde. At han oprigtigt glæder sig til at se mine børn igen – og glæder sig til at få et endnu bedre forhold til dem. Alt andet lige er forholdet børn og ham imellem fortsat i sin spæde start. Ikke desto mindre er dette forhold noget af det vi begge ser på med tilbageholdt åndedræt – for det bliver vigtigt i forhold til hvorvidt han og jeg kan og skal bo sammen – med tiden.

Samtalen blev derfor en milepæl i mig. For een ting er at kunne “udholde” at bo sammen. Noget helt andet er, at vi gerne skulle kunne fungere som en hel familie – helst med en hverdag fyldt af latter, smil og forståelse for hinanden.

Også det til trods at han “kun” er “mors kæreste” og ikke “far” – for det hverken kan eller vil han være.

/ Morten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *