“Hvis jeg laver cacao, skal vi så ikke komme afsted” spurgte min datter – vel vidende, at hendes mor vist trængte til lidt luft.. men vist først og fremmest, fordi hendes brandnye cykel trængte til lidt luft.
Som sagt så gjort. Mikrobølgeovnen kom i brug til cacaoen – termokanden blev pakket – og afsted på cyklerne tog vi.
Vi endte i Ryetskov – den skov, jeg selv legede så meget i, da jeg var barn. Jonathan ville lave hule – og jeg havde adskille forslag til steder.. Ingen af dem passede herreren helt. På en bænk der i den forårsagtige – og kolde skov – pakkede vi cacao og flødeskum på dåse ud – og gav os til at drikke. Næserne blev hvide af flødeskummet – og grinene blev så store – så også jakkerne skal vaskes for cacao.
Jonathan mente nu alligevel at han godt kunne finde en hule – så vi cyklede efter hans anvisninger – og sørme om han ikke fandt en fantastisk hule i bunden af et væltet træ.
Luften gav røde kinder – og smil på læben – og selvom Jonathans ben blev trætte på vejen hjem, og jeg måtte skubbe ham, så var det med smil og glade miner, at vi igen trådte ind i vores køkkenfrie hjem.
Det er hermed enstemmigt vedtaget, at sådanne spontane skovture – dem må vi have nogle flere af.