Som kun et barn kan spørge..

“Hvorfor har du en rød næse” spurgte en lille dreng, der var på besøg forleden.

Tænk, jeg synes det var så befriende. Han har gået og stirret på min næse – og hvad er mere logisk end at spørge, når der er noget, man ikke ved?

Og forklaringen er jo nem nok: “Jeg har en sygdom, der gør, at jeg får bumser – så jeg har haft en stor bums på næsen .. det er den, der stadig er sår efter” – og så kunne vi ellers fnise lidt sammen, hvortil Jonathan kunne spørge “Var det et myggestik, du fik på kinden? For myggestik kan også give sådan nogle sår. Når man klør i dem”

Det er så befriende, at børn spørger – fremfor at voksne bare konstaterer – og ikke siger noget… Tænker deres. Jeg vil da langt hellere have, at jeg kan forklare, at “jeg får nogen gange bumser på næsen” fremfor at nogen skal gå rundt og tænke “Hold da op et grimt modersmærke” eller “Gad vide, hvorfor hendes næsen er så rød?”

Der er noget ved barnlig ærlighed. Noget så befriende. Først og fremmest opdrager vi jo ungerne til at spørge – for hvis ikke de spørger, hvordan skulle de så blive klogere?

Og så er der alligevel steder, hvor vi IKKE vil have de spørger. “Mor – hvorfor er den dame så tyk om maven? Har hun en baby i maven?” er f.eks. ikke den sejeste bemærkning en 4 årig kan komme med i køen til Netto. Så når vi først har lært dem at være nysgerrige, så prøver vi også at guide dem ind på, at der er ting vi ikke taler om.

Men hvorfor egenligt ikke? Hvorfor skal der være emner, der er pinlige og taburiseret? Selvom damen med den meget runde mave måske nok bliver lidt trist over den kendsgerning, at en 4 årig mener hun er gravid i 8. måned, så var det jo et ærligt spørgsmål! Og sådan nogen fortjener ærlige svar. Og manden i kørestolen – han er HELT sikkert gladere for at blive spurgt – end for at blive stirret efter.

Så kom bare an unger: Spørg mig om hvad som helst!  Og nej unger: Jeg er ikke gravid – jeg har bare spist for mange kager 😉