Jonathan er officielt trådt ind i “hvorfor” alderen. Man kan ganske enkelt ikke fortælle ham nogen som helst – uden det bliver besvaret med et “hvorfor”.
Vi var ude og køre med tog idag. En beskæftigelse, min søn bestemt ynder. I særdeleshed, fordi når han selv bliver stor, så skal han være togchauffør – ifølge ham selv.
Vi sad lige bag førekabinen. “Hvorfor er der en dør der?” Startede han. “Det er for at togchaufføren kan komme ud.” “Hvorfor skal han ud?” “Indimellem skal han jo lige se, at toget er ok.. Og så skal han vel også ud, når han skal tisse” prøvede jeg – velvidende, at dette blive een af de længere. “Hvorfor skal han tisse?” fortsatte min voldsomt interesseret søn. “Jamen – det er jo ligesom dig” forklarede jeg meget pædagogisk. “Du skal jo også tisse.” “Ja mor – men hvorfor skal jeg det? Jeg skal ikke tisse nu”.
“Men Jonathan – det er jo det med, at når amn drikker vand og spiser mad – så kommer det igennem kroppen. Det er jo det, vi kender fra bogen”.. “Hmm” lød det tænksomt fra min søn.
Helt hvordan vi endte der, kan jeg ikke huske – men han endte med at spørge, hvorfor han hed Jonathan – og hvorfor hans mor og far syntes, det var et smukt navn, da han blev født.
Ordet “hvorfor” har åbnet en ny verden for ham. Først og fremmest, fordi samtalerne bliver langt længere – og langt mere forklarende – og selvom rigtig mange af hans “hvorfor” reelt ender i vrøvlesvar – så er der mange af dem, der undervejs giver ham en ny forståelse af den verden han lever i.
Det kan godt være, at jeg har en anden holdning om tre måneder – men lige nu nyder jeg bare, at han er så ivrig for at lære – og at han nu kan holde til de lange forklaringer.. og reelt forstå dem. Så indtil videre bliver hvert eneste “Hvorfor?” besvaret med et “fordi….”