“I dufter alle sammen af bål i håret” var noget af det sidste, min mand sagde til mig, før vi lagde os til at sove. Han har savnet os – og han følte vist, at han fik lidt ø-lejr med, alene ved at snuse de sidste bålrester ud af vores hår.
Men bålet er også en central del af det, at være på ø-lejr. Hvis vejret bare tillader det, bliver der tændt op på bålpladsen hver eneste aften. Og en af de tjanser, man kan melde sig til, er netop, at man skal sørge for snobrødsdej.. Så hver aften, efterhånden som solen forsvinder og mørket tager over, er der bål på pladsen – og alle ø-lejrdeltagerne sidder omkring bålet, med trøjer om – med børn på skødet – og ikke mindst med sangmapper.
Og mens ungerne snor brød efter brød på bambuspinde, for efterfølgende at lune dem over gløderne, så sidder alle de “gamle” og synge sange. En guitar er et must på sådan en ø-lejr – ligesom sangmappen, der er spækket af sange – lige fra Andreas sang – og til engelske bålsange, som “Leaving on a jetplane”.
Det er den ultimative hygge – at sidde der i skumringen, med en kop kaffe – og en varmet skumfidus – med Jonathan på skødet – nede i sin sovepose – mens datteren har travlt med at grine og snakke med hjerteveninden på den anden side af bålet og mormor siddende ved siden af med sit strikketøj – mens vi alle galer med på “Yesterday” – og “Annies song”.