Tunge skridt
i entreen
Dårlig dag
Ingen ord
siger alt
når du kommer hjem
Ved jeg
det er bedst
hvis jeg går
lidt for mig selv
Du har nok
at tænke på
men hvor skal jeg gå hen?
Hvis nogen spørg
går det godt?
Smiler jeg.
Ingen ved
det jeg ved
gør ondt
Det den sværeste start man kan få
Når man svigtes af dem, man bør stole på
Et ar ingen fortjener at få
Det er kun hjertet, der må slå
det kun hjertet, der må slå
Jeg kan se
Alting ske
foran mig
Føles som
en dårlig drøm,
der blir ved og ved
mor og far
råb og skrig
gemmer mig
Alt vendt rundt
på et sekundt
Det min virkelighed
ja
Hvis nogen spørg
går det godt?
Smiler jeg.
Ingen ved
det jeg ved
gør ondt
Det den sværeste start man kan få
Når man svigtes af dem, man bør stole på
Et ar ingen fortjener at få
Det er kun hjertet, der må slå
det kun hjertet, der må slå
Hjem
Kære hjem
hvor det henn?
Jeg vil ikke ende ligesom dig
ligeså fej
ligesom dig
Det den sværeste start man kan få
Når man svigtes af dem, man bør stole på
Et ar ingen fortjener at få
Det er kun hjertet, der må slå
det kun hjertet, der må slå
kun hjertet, der må slå
Ingen har med så få ord før, vist mig nøjagtigt den følelse et barn sidder med i en voldssituation som Anna David.
Det gør mig så usigeligt ondt, at voldsramte børn – dem, der selv bliver slået og dem, der oplever forældrene slå hinanden – ikke tages mere alvorligt. Det gør mig så ondt, at ingen lytter – og at mange voksne reelt mener, at man skal se den anden vej. At man skal overhøre og ignorer.
For de børn, der bliver slået, er overgrebet slet ikke volden. Det er det, ikke at blive hørt.
For når vi ikke lytter – fortæller vi barnet, at det, der sker, acceptabelt og rimeligt overfor barnet.