Frikendt

Der er den underligste fornemmelse i min mave nu. For jeg var så sikker. Jeg havde fået overbevidst mig selv. Til manden havde jeg sagt “Jeg er 99,9% sikker”

Jeg spiser jo – som man næsten kan regne ud – sundere og sundere. Der var dog en enkelt dag – grundlovsdag – hvor min mor og jeg var til veteranracerløb i Ganløse, hvor sundheden i den grad fik lov at sejle. Først købte vi en is. Jeg var fornuftig og spiste en vandis. Derefter fik vi forholdsvis sund frokost – efterfulgt af endnu en is. Denne gang holdt jeg mig ikke tilbage. Min vægt var stagneret gennem en periode – og nu kunne det ligesom også bare være lige meget.

Derefter blev vi enige om at tage en kage med hjem til kaffen. Kagen smagte fantastisk – og jeg fik spist vist mere end et stykke mere, end der var tiltænkt mig.

Og slutteligt fik far en “Fars dags” gave i form af: En chokoladekage. Denne nøjes jeg kun med at smage lidt af. Men jeg var udemærket godt klar over, da jeg gik i seng, at mit sukker og fedt indtag denne dag var eksploderet.

Dagen efter… om morgenen lugtede min urin, som jeg altid har forestillet mig, at urin lugter, når man har sukkersyge. Sødt som var det saftevand. Jeg lukkede øjnene og følte aller inderst inde – at jo.. sørme – jeg havde vidst reddet mig en diabetes 2, der for mit vedkommende ikke ville være helt hen i vejret. Jeg har trods alt mange af faresignalerne – primært overvægten.

Jeg bearbejdede følelserne i mig – for jeg blev mere og mere sikker på, at det måtte være sådan det var. At det nok havde været igang i en periode – og at jeg nu måtte lære at leve med det. Men jeg fik samtidigt fortalt mig selv, at det jo på ingen måde var en katastrofe – for den måde, man skal leve på som diabetespatient – er jo nøjagtigt den måde jeg normalt lever på.

Jeg prøvede derfor at bilde mig selv ind, at det som sådan ikke ville gøre noget negativt. At den sideeffekt det ville have, ville være, at jeg nu var tvunget til at spise sundt af mere end den ene årsag, at jeg gerne vil være slankere. Nu skulle jeg også spise sundt for at holde mit blodsukker i skak.

At det måske slet ikke var så dårligt at have flere “mål” – og at mit nuværende sunde spiseri måske ligefrem ville få nemmere ved at blive etableret “på livsbaneniveau” – hvis jeg vitterligt havde diabetes 2.

Jeg besluttede for mig selv, at det var mit kors. Det var noget, jeg ville holde for mig selv. Det var en sygdom, jeg ville leve bedst muligt med. Ingen andre skulle involveres. Jeg havde ædt mig til sukkersyge – jeg måtte leve med den. Og jeg ville gøre alt hvad der stod i min magt for at motionerer og spise den til ro. Og jeg fik overbevidst mig selv om, at det kunne jeg sagtens. Jeg gør jo begge dele i forvejen!

Det var manden, der skubbede til mig og spurgte om jeg trods alt ikke lige skulle et smut til lægen og endeligt få konstateret, om den nu var god nok eller ej.

Og idag ankom jeg så – fastenede – og rystende nervøs. På en eller anden måde er det nemmere at have den slags tanker i hovedet. Det sekundt tingene bliver sagt højt er det uigenkaldeligt. Det er virkeligt – og alle mine tankeeksperiementer, der skulle lette på smerten over at have en livslang sygdom ville blive bombet til atomer for et øjeblik. Jeg tog alene derop – fordi mit hovedet skulle have lov at eksploderer lidt i fred..

“Jeg tager bare en priktest – hvis den er go nok – så gør vi ikke mere ved det. Ligger den på grænsen – så sender vi prøver videre”. forklarede den søde sygeplejerske.

“Hvad skal den ligge på?” spurgte jeg.. med et flig af håb. Godt nok har jeg kunne læse mig til at sød urin er lig med sukkersyge på nettet – men jeg ER jo ikke læge – og måske..

“Den skal ligge mellem 4 og 6” sagde hun. Sammen stirrede vi på et display i 5 åndeløse sekundter, for maskinen bekendtgjorde, at mit blodsukker lå sundt og godt på 5,1.

Det var den særeste lettelse, der fes gennem kroppen. “Jeg havde nok en fornemmelse, da du fortalte, at du forklarede at eneste signal var den søde urin. Normalt forekommer den søde urin først, når mange andre symtoper er fremkommet” forklarede sygeplejersken. Og jeg var alt for befippet til at spørge om, hvad det så kunne være.

Jeg er ikke i tvivl. Det liv, jeg levede før, var en ensrettet vej mod diabetes. Det var lige ledes en ensrettet vej mod hjerteproblemer og alverdens andet skrammel. Jeg ved også godt, at jeg nu er gået den anden vej. Men idag kan jeg få lov at tage med mig som en erfaring.  Jeg ved, at jeg er i farezonen for at få diabetes – også når jeg bliver slank (selvom sandsynligheden bliver mindre for hver kilo, jeg taber) Jeg har PCO.. og jeg har i mange år levet meget på sukker. Men et eller andet sted, fik jeg en chance mere. Jeg skulle ikke ende med at have sukkersyge som 36 årig.

Nu er det så mit ansvar at sørge for, at jeg heller ikke får det, når jeg bliver 38 eller 52.  Et ansvar jeg føler, dagens priktest har medført, at jeg vil påtage mig i langt højere grad en nogensinde før.