Cykel sønne og marcherende døtre

Min svoger, svigerinde og min svigermor var på besøg hos Jans Moster idag. Moster bor i samme by – og når nu hele familien var samlet, så måtte vi bestemt også lige afsted.

Jonathan hev cyklen frem – og så kørte vi ellers derud af. Turen er det rene ingenting. Der er 800 meter derned. Far løb ved siden af og Jonathan hylede af grin, hver gang han kunne komme forbi.

Vores datter var til træning på skolen – og da klokken nærmede sig de 13:30, takkede vi pænt farvel og besluttede og for at cykle ud til skolen. Denne tur er straks lidt værrer for en cykel hvis hjul ikke er størrer end en go middagstallerken. 3,25 km kørte vi. Men Jonathan er der nu ikke noget brok – og ideen var, at se, hvordan han havde det, når vi kom frem -for lige at vurderer, om han evt. skulle køres i bil hjem, for mens vi cyklede, kørte far i bil til skolen.

Vi nåede sikkert frem – godt våde af en byge eller to på vejen men også med adskillige gode samtaler bag os. I Hulen, hvor de plejer at være, var min datter ikke, og i dramasalen kunne vi heller ikke finde hende. Vi købte et stykke chokolade til Jonathan, da jeg havde en fornemmelse af, at han skulle have opfyldt nogle depoter, hvis det rent faktisk endte med, at vi ikke kunne finde far og storesøster -og derfor bare måtte vende om og køre hjem igen.

Og ganske rigtigt. Der gik kun fem minutter, så kunne vi konkluderer, at bilen var væk – og far og storesøster var kørt. Min første tanke var ikke alt for sød.. men Jonathan hoppede på cyklen – og vi cyklede de 2,7 km hjem igen. Hele vejen fortalte Jonathan mig, at “mig ELSKER min far”. Det var tydeligt at NU ville knægten godt snart være hjemme.

Endelig hjemme blev vi mødt af duften at frisk pizza – og en far, som det alleraller første sagde “UNDSKYLD VI KØRTE”. Og jeg nåede da heller ikke andet end lige ind i stuen, før jeg kunne se nøjagtigt hvorfor.

For godt nok har Jonathan cyklet langt idag – og været en frisk lille mand, der godt kunne tage en byge eller to – men i sofaen sad vores store pige,- fuldkommen og aldeles flad.

Fra klokken ti til klokken to har hun gået march – den ene kilometer efter den næste. Hun har holdt trit med ben, der er både 10, 20 og 30 cm længere end hendes egne – og hun har gjort det uden at klage eller stoppe op.

Ikke i en eller to byger – men i nærmest regnvejr fra først til sidst havde Garden trænet og trænet. Det vejr, Jonathan og jeg havde kørt i, havde faktisk været det bedste overhovedet. Hun havde været våd til skinnet – og i hendes øjne kunne man se, at hun var træt, som et helt alderdomshjem. Hun havde i høj grad fortjent en varm dyne, en pizza – og noget tørt tøj i en fart.

Og Jonathan.. tja.. nu er han taget med far på arbejde – mens storesøster og jeg sidder og får varmen tilbage i kroppen.